Pia Olsen Dyhr: Hun genrejste SF efter krise og kaos

Pia Olsen Dyhr Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Pia Olsen Dyhr, 47 år, partiformand for SF

Pia Olsen Dyhr overtog et parti i krise og kaos i 2014, da hun blev formand for Socialistisk Folkeparti (SF). Hun har formået at vende udviklingen og genskabe SF som projekt. Derfor var resultatet ved valget i juni en personlig triumf. SF fik det bedste resultat siden 2011.

Pia Olsen Dyhr har formået at få partiets krigende fløje til at rette ind og har kombineret et fokus på det grønne og børnene med en positiv og konstruktiv tilgang til politisk samarbejde. Man hører sjældent et surt udfald fra Pia Olsen Dyhr.

Minimumsnormeringer i daginstitutioner er en mærkesag, selvom det står hen i det uvisse om det er et ultimativt krav eller ej.

Pia Olsen Dyhr har været handels- og investeringsminister og transportminister. Hun har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet og har været en del af SF, siden hun var 14. Hun har blandt andet været formand for SF Ungdom.

Hun er opvokset i Vallensbæk med en mor, der var rengøringsassistent, og en far, der var førtidspensionist.