Partner-flugt fra kapitalfonden Axcel

Svingdøren står ikke stille hos landets største kapitalfond, Axcel, der inden efteråret vil have udskiftet fem ud af ni partnere. "Det er ikke helt optimalt", siger ledende partner.

Direktør Christian Frigast fra Danmarks største kapitalfond, Axcel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Axcel

Siden 1. maj sidste år har Lars Thomassen og Lars Österberg sagt farvel til Axcel, og nu er tre øvrige partnere på vej ud af døren.

Det skriver dagbladet Børsen.

- Der er folk, der har været her længe, som har spurgt sig selv, om de vil blive her de næste fem år eller prøve noget andet. Og der er en del, som har meldt ud, at de gerne vil noget andet, siger Christian Frigast, fondens ledende partner siden 1994, som selv lader sig udskifte, til dagbladet Børsen.

På nuværende tidspunkt befinder Axcel sig mellem to fonde, som til efteråret bliver til en ny fond under navnet Axcel V. Inden da vil partnerkredsen være betydeligt reduceret.

De næste i rækken, der står til at forlade Axcel, er Casper Lykke Pedersen og Jørgen Lindholm Lau, der tager afsked med en egenkapital på mere end 100 mio. kr. i deres personlige holdingselskaber. En del af formuen stammer fra kapitalfondens succesfulde ejerskab og børsnotering af Pandora.