På forkant med fejlene

Talent 100: Jakob Vedel, 36 år, CEO og medstifter, s360

Kategori: Salg og marketing

Måske er det pokererfaringen, måske er det et naturligt talent. 36-årige Jakob Vedel mener i hvert fald, at evnen til at se flere træk frem og justere retningen løbende er en væsentlig årsag til, at hans første firma lever på ottende år og har en forventet omsætning på over 100 mio. kr.

Jakob Vedel stiftede i 2011 det digitale marketingbureau s360 med barndomsvennen Mathias Hillerup Larsen. Finansieringen kom delvist fra Vedels pokerspil ved siden af studiet, og drivkraften var en manglende transparens i markedet for digital marketing. Med hovedvægt på Google og senere sociale medier befinder de sig på et marked med høj fart og hurtige ændringer.

»Det handler om at være forud for kurven, og derfor er vi ikke bange for at ændre på tingene, selv om det går godt,« siger Jakob Vedel, der er CEO i s360.

Mathias Hillerup Larsen, der står for kunder og produkt, roser sin barndomsven for blandt andet hans ledelsesevner. Dårlige beslutninger mærkes først længe efter, og derfor sørger Vedel for ikke at være for selvsikker ved, at det går godt i øjeblikket.

»Det er en fantastisk måde at tænke på, og det sikrer, at der ikke er nogen, som skal forsvare et negativt resultat af en korrekt beslutning,« siger Mathias Hillerup Larsen.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.