Overvægtig dagplejer tager en tur i retten

Sag om overvægtig dagplejer, der blev fyret, skal i Landsretten. FOA mener, at dagplejeren blev diskrimineret.

Retten i Kolding bestemte, at der var ikke tale om diskrimination, da en overvægtig dagplejer blev fyret. Nu skal sagen i Landsretten.FOA mener, at dagplejeren blev diskrimineret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Aage Skovbo

Da overvægtige Karsten Kaltoft i 2010 blev fyret fra sit job som dagplejer i Billund Kommune, var der ikke tale om diskrimination, bestemte Retten i Kolding 31. marts.

Nu anker fagforbundet FOA dommen, som derfor skal afprøves i Landsretten. Det fortæller Dennis Kristensen, der er forbundsformand i FOA.

»Karsten blev afskediget urimeligt på grund af sin overvægt. Han vejede ikke under 165 kilo på noget tidspunkt, han var ansat i kommunen.«

»Vi kan se, at der bliver flere og flere overvægtige. Derfor tænker vi også, at det er en sag med stor principiel betydning,« siger Dennis Kristensen.

Retten i Kolding bad i forbindelse med sagen EU-Domstolen om at tage stilling til, om EU-reglerne beskytter mod forskelsbehandling af svært overvægtige. Her fandt EU-Domstolen, at der i tilfælde med svær fedme kan være tale om et handicap.

Dermed kan overvægtige være beskyttet af EU's regler om diskrimination af handicap på arbejdspladsen. Men Retten i Kolding fandt altså ikke, at Karsten Kaltoft i kraft af sin overvægt kunne betegnes som handicappet.

Det undrer dog Dennis Kristensen, at Karsten Kaltofts overvægt ikke kunne betegnes som et handicap.

»Vi vil have Landsretten til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt han havde så mange gener af sin overvægt, at han skal betragtes som handicappet og dermed skal behandles i forhold til EU-handicapdirektivet.«

»Det synes vi, at byretten helt undlod at forholde sig til, og det betød, at byretten ikke reagerede efter EU-Domstolen. Derfor har vi behov for at få afprøvet spørgsmålet ved en højere retsindsats,« siger Dennis Kristensen.

Karsten Kaltoft blev fyret med begrundelsen, at antallet af børn i kommunen var faldet. Han var ifølge FOA den eneste af de omkring 135 dagplejere i kommunen, der dengang blev fyret.

Karsten Kaltoft mener ligesom FOA, at fyringen var uretfærdig.

»Hele sagen har haft stor betydning for mig personligt, fordi jeg synes, jeg har været uretfærdigt behandlet,« siger Karsten Kaltoft.

I dag har Karsten Kaltoft et job som lastbilchauffør.