Overlægers bijob skal bremses

Det skal være slut med læger, der møder trætte og umotiverede på sygehuset, fordi de har brugt kræfterne på fritidsjob på et privathospital.

- Det bør være sådan, at hvis man er ansat i det offentlige sygehusvæsen, så arbejder man der, siger Karsten Uno (S), til Fyens Stiftstidende tirsdag.

Karsten Uno er Region Syddanmarks repræsentant i det nævn, der snart skal til at forhandle overenskomst med sundhedspersonalets organisationer. Her vil han og de øvrige forhandlere forsøge at bremse overlægernes bijobberi.

- Hospitalerne synes, det er forkert, at overlæger og afdelingslæger arbejder andre steder. Spørgsmålet er, hvordan man kan få lægerne til at arbejde mere på de sygehuse, hvor de nu er ansat, til en rimelig pris, siger Thorkild Rotenberg, der er kontorchef i Danske Regioners overenskomstafdeling.

- Både pisk og gulerod bliver overvejet som muligheder forud for overenskomstforhandlingerne, men vi er stadig i værkstedet, og det er en politisk beslutning, hvad udspillet bliver, siger han.

Der findes ingen nyere opgørelse over, hvor mange læger, der arbejder flere steder, men Thorkild Rotenberg har tidligere undersøgt omfanget for Amtsrådsforeningen.

- Der er bestemt ikke blevet færre, der har bijob. Mit bedste bud er, at mellem 25 og 50 procent af overlægerne har bibeskæftigelse i et eller andet omfang, siger Thorkild Rotenberg.

Sygehusenes forsøg på at få overlægerne til at lægge indsatsen hos det offentlige og ikke i private klinikker, kommer samtidig med en ny ventelistegaranti, der for alvor kan give de private sygehuse vind i sejlene.

Fra oktober kan mange patienter blive behandlet på private klinikker, hvis det offentlige sygehus ikke kan behandle dem inden en måned. Det vil få de private hospitaler til at lokke de eftertragtede overlæger med store lønchecks.

- Hver gang, lægerne bruger en time på et privat hospital, så er der en time mindre, de kan bruge på at bringe ventelisten ned til det offentlige sygehus, siger regionalpolitiker Karsten Uno (S).

- Der er mangel på læger, og så er det rent ud sagt for dumt, at vi siger til lægerne, at de bare kan arbejde for konkurrenten, hvis de vil arbejde mere. I stedet skal de arbejde for os, og det skal vi naturligvis honorere dem for, tilføjer han. Kursen er i forvejen blevet strammet over for de ledende overlæger. I Århus og i Nordjylland har flere mistet deres cheftitel, fordi de også er medejere af private klinikker.

I Syddanmark vil man heller ikke tolerere den form for kasket-forvirring.

- En privat virksomhed ville heller aldrig acceptere, at man var leder både i virksomheden og hos konkurrenten, siger Karsten Uno (S).

På Odense Universitets-hospital ligger det også fast, at man ikke vil tolerere, at ledende overlæger har lederposter uden for sygehusets vægge. Ifølge cheflæge Peter Frandsen har der dog ikke været tilfælde, hvor ledelsen har måttet gribe ind.

Kilde: Fyens Stiftstidende