Otte praktiske råd til turen

Børn på bagsædet kan gøre bilturen til fjerne rejsemål til en anstrengende affære for både børn og forældre. Men med lidt planlægning og et par forholdsregler kan det blive en god oplevelse.

Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Sørg for at børnene sidder godt og kan se ud af vinduet. Børn under 135 cm skal sidde i godkendte barnestole. Medbring puder til at støtte hovedet på et sovende barn. Husk køkkenrulle, toiletpapir, våde klude og skiftetøj.

2. Hold hyppige pauser. Hellere mange korte pauser end få lange. Hvis barnet græder eller er hysterisk, skal I holde ind på en rasteplads og tage jer af barnet i stedet for at tage det ud af stolen under kørslen.

3. Pas på varmen. Sørg for at have solgardiner til at skærme mod solen. Husk også at der ofte bliver varmere og mere indelukket på bagsædet - så åbn jævnligt vinduerne bag i.

4. Især små børn skal hyppigt have noget at drikke. Helst vand, men juice i brikker er også velegnet. Pas på med for meget slik og sodavand. Det kan give køresyge, og børnene får en masse energi af sukkeret, som kan være svær at komme af med på bagsædet. Medbring en køleboks, så I kan have madpakker med hjemmefra. Det gør det lettere for jer at give børnene noget at spise uafhængig af kørepauser.

5. Forklar afstanden. Det kan være svært for børnene at forstå de meget lange afstande, og det er derfor en god idé at gøre afstanden synlig for dem. Det kan gøres på forskellige måder alt efter alder. Eksempelvis kan du bruge parkeringsskiven – del køreturen op i tolv og ryk pilen for hver gang en tolvtedel er nået. En anden mulighed er at benytte et oversigtskort. Tag en kopi af et kort, hvor hele ruten er med. Med en tusch kan børnene selv tegne ruten ind, efterhånden som man kommer forbi nogle af de større byer.

6. Vær opmærksom på køresyge hos børnene. Giv aldrig børnene medicin mod køresyge uden at have talt med en læge først.

7. Musik og historier på bånd/cd er god underholdning for selv helt små børn. Et dvd-anlæg med skærme til nakkestøtterne kan erhverves for cirka 2000 kroner i storcentre og kan give børnene mulighed for at se film på turen.

8. Det er både praktisk og sikkert at placere løst legetøj og bøger, så det ikke kan flyve rundt i bilen. Det kan være livsfarligt at have ting liggende frit i bilen, hvis der pludselig er brug for en hård opbremsning. Ryglænstasker kan være en god hjælp til at holde styr på de løse ting.