Ordentlige forhold i rengøringsbranchen

Hvordan sikrer man sig, at ens leverandører arbejder under ordentlige løn- og arbejdsvilkår? Brevkassen svarer.

Ordentlige forhold i rengøringsbranchen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

SPØRGSMÅL:

Jeg er direktør for et rengøringsfirma og oplever som arbejdsgiver et konstant lønpres fra branchen, som bruger billig udenlandsk arbejdskraft. Hvad kan jeg gøre, så jeg sikrer, at mine leverandører arbejder under ordentlige løn- og arbejdsvilkår?

SVAR:

På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der stiller krav til, hvor meget uorganiserede arbejdsgivere skal give i løn til deres ansatte eller leverandører i Danmark. Arbejdsforhold er et moralsk spørgsmål, og som arbejdsgiver er det derfor din beslutning, hvilke løn- og arbejdsvilkår du vil sikre dine leverandører, hvis ikke de er dækket af en overenskomst.

Den seneste tid har flere arbejdsmarkedssager ramt forsiderne på formiddagsaviserne. Der er derfor en øget opmærksomhed fra forbrugere og kunder, der stiller krav til, at virksomheder lønner ansatte og leverandører efter overenskomstlige vilkår for at modvirke lønpres i udsatte brancher, såsom rengøringsbranchen.

Hvis du gerne vil sikre dine leverandørers løn- og arbejdsforhold, kan du med rette anvende arbejdsklausuler i dine kontrakter med dine leverandører eller udarbejde en Code of Conduct, der beskriver de krav til løn- og ansættelsesforhold, som din virksomhed har til jeres leverandører.

Derudover kan du vælge at bruge selvevalueringsskemaer til leverandørerne og leverandørbesøg for at følge op på, om dine leverandører lever op til dine krav om løn- og arbejdsforhold.

Med venlig hilsen direktør Anne-Louise Thon Schur, PwC