Opsigtsvækkende comeback til fyret departementschef

Forhenværende departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, har fået nyt job. Han skal være kommunaldirektør på Bornholm.

Arkivfoto.Forhenværende departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, har fået nyt job. Han skal være kommunaldirektør på Bornholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Han blev hjemsendt i 2012 på grund af den kontroversielle skattesag mod forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock.

Nu gør forhenværende departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, et opsigtsvækkende comeback som ny kommunaldirektør på Bornholm. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

»Jeg er meget glad for at vi får så erfaren en kapacitet som Peter Loft ind i vores organisation. Jeg er overbevist om, at Peter med sit store netværk blandt nationale aktører og erhvervslivet, vil være en stor gevinst for Bornholm, og jeg ser frem til samarbejdet,« siger borgmester Winni Grosbøll i pressemeddelelsen.

Peter Loft glæder sig til at starte i jobbet:

»Jeg har fra mit hidtidige arbejde stor erfaring med en politisk ledet organisation, så den del af arbejdet falder mig meget naturligt. Jeg er kommet på Bornholm i mange år og glæder mig meget til at tage fat på opgaverne med at fortsætte den positive udvikling på øen i samarbejde med både private og offentlige aktører,« siger han i pressemeddelelsen.

På grund af Stephen Kinnocks skattesag blev Peter Loft sendt hjem fra Skatteministeriet i marts 2012 med fuld løn. Det var han indtil april 2016, mens daværende skatteminister Thor Möger Petersen allerede i maj 2012 udnævnte Jens Brøchner til ny permanent departementschef. Dermed havde Skatteministeriet to øverste chefer på lønningslisten i næsten fire år, hvoraf den ene dog ikke måtte møde på arbejde. Den fremgangsmåde endte med at koste staten 12,3 millioner kroner, hvilket medførte skarp kritik fra Rigsrevisionen i september sidste år.

​I 2014 konkluderede Skattesagskommissionen, der skulle kulegrave ministeriets behandling af statsministerparrets skattesag, at Peter Loft havde været for tæt på behandlingen af deres skattesag, men at han ikke havde begået magtfordrejning.