Ondskabens Gallardo

Lamborghini Gallardo Superleggera er 530 hestes kompromisløs superbil, der kræver sin egen aflukkede tyrefægterarena for at kunne udnytte sine kræfter til fulde.

Som en vaskeægte Ferrari leveres Superleggera med Formel 1-transmission. Det er dét, kunderne vil have. Den skifter selv ved et tryk på »A« i midterkonsollen, eller man kan tage kontrollen med skiftepalerne bag rattet. »Sport«-knappen i midterkonsollen gør supersport til megasport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Superlativerne står i kø efter mødet med Lamborghini Gallardo Superleggera. Gadebiler fra samme vanvittige skuffe findes der kun en lille håndfuld af, Superleggera er en af dem, og et nyligt møde med Audis supersportsvogn R8 gør det pludselig muligt at gradbøje superlativerne og begrebet superbil.

Hvor R8 er meget hurtig, i umådeligt god balance, sportslig på en umærkeligt behagelig måde, og på bedste tyske vis imødekommende, er Superleggera sindssygt hurtig, i ufattelig god balance, ekstremt sportslig og så italiensk-temperamentsfuld, at man næsten ikke tør nærme sig.

Et illustrativt eksempel: Hvor man i Audi R8 kan nyde sin yndlingsmusik i B&O-anlægget, er stereoen i Superleggera pillet ud, da man alligevel ikke kan høre andet end motoren.

Superleggera er vanvid på fire hjul – de succesrige Lamborghini-folk i Sant’Agata mener tilsyneladende, at civil-Gallardos 520 heste er for få, og at 1.430 kilo er for mange. Hvad gør man så? Stripper den for 100 kilo luksusflæsk – blandt andet ved at tilsætte store mængder af letvægtsmaterialerne kulfiber og polycarbonat, fjerner navigationsanlægget, som ingen savner, da det alligevel er sjovere at køre forkert, indsætter skålformede, ultralette racersæder, der naturligvis ikke kan indstilles i højden, så høje skandinaver må skubbe bagdelen lidt frem eller sidde med et hovedet kækt på skrå under det alcantara-beklædte loft, og skruer lidt på indsugning og udstødningsanlæg med ti ekstra heste som følge.

Mindre bliver mere, Gallardo bliver Superleggera. Resultatet er en ond tyr, der til enhver tid kræver tyrefægterens fulde opmærksomhed.

Superleggera er en bisætning på 3,8 sekunder om at accelerere fra 0-100 km/t – 0,2 sekunder hurtigere end civil-Gallardo – og topfarten er 315 km/t. Fakta, der indgyder respekt og understreges, når du fastspændt med firepunktssele i det skålformede sæde drejer nøglen. Den femliters V10’er springer i gang lige bag nakken med et kuldegysfremkaldende brøl og står utålmodigt stampende med 1.000-1.200 omdrejninger. Et klik med skiftepalen på højre side af rattet, og den sekventielle gearkasse sætter 1. gear ind. Speederen trædes forsigtigt ned, og med et lille ryk sætter den Telesto grå koleriker i gang.

Hardcore-entusiaster vil påstå, at man kan cruise i Superleggera. Tjoe – måske nok. Man kan i hvert fald blive nødt til det, hvis man ofrer 4,5 mio. kroner på et sæt danske nummerplader. Men cruise er og bliver helt i strid med dens natur. Superleggera’en trygler om tæsk, den er ikke født til at trille frem mellem byens røde trafiklys eller bag sinker på en dansk motorvej.

Bevares, det er da sjovt at hamre pedalen i bund, når lyset skifter til grønt, eller når overhalingssporet er tilgængeligt for en stund, og knalde næste gear ind lige før det røde felt ved 8.000 omdrejninger. Risikoen for medtrafikanternes og eget ve og vel bliver omgående overhængende – for slet ikke at tale om risikoen for fartbøder – så morskaben hører alt for tit og alt for hurtigt op, fornemmelsen er desværre noget uforløst.

Superleggera er så hård og ubønhørlig, at brillerne rasler ned ad næsen. Føreren er ét med bil og underlag, de fantastiske Pirelli P-Zero Corsa-dæk og den kompromisløse undervogn formidler alle oplysninger om vejbanens beskaffenhed direkte op i mellemgulvet, og gearskiftene rykker ubarmhjertigt rundt på nakkehvirvlerne.

Det sekventielle e-gear – Formel 1-gearskiftet, der med sine hundrededele-hurtige skift er selvskrevet i motorsportens Champions League og har fundet vej til de fleste Ferrari’er samt BMW M5 og M6 – er standard i Gallardo’erne. Gearskiftene er fuldblods ræs og naturligvis kvikkere end manuelle skift.

Speederfoden skal virkelig være let, hvis skiftene skal være barmhjertige. Med speederen nede og sportsknappen slået til bankes næste gear skræmmende hurtigt og voldsomt ind. Fordelen ved e-gearet, ud over hurtigheden, er klart, at føreren altid har begge hænder på det alcantarabeklædte rat, men personligt – og det er muligvis håbløst umoderne – holder jeg meget af selv at fifle med kobling og smide næste gear ind i den blanke skiftekulisse i midterkonsollen.

Tilbage til det uforløste – til udløsningen, der ikke formår at slå rigtigt igennem. Superleggera er 100 procent opsat på racerlir, men den pirrende rislen langs rygsøjlen når aldrig helt ud i finger- og tåspidser.

Brølet er der, og køremaskinen er på mange måder et helt uforligneligt overflødighedshorn. Glæden ved at have noget så enestående, fornøjelsen ved de utallige nysgerrige og anerkendende blikke, og visheden om, at du kan køre fra dem alle, med mindre de stiller op i storebror Murciélago eller en Bugatti Veyron, er ubetalelig.

Så selv om Superleggera på mange måder er ganske meningsløs og helt overflødig, er den det på en ret fascinerende måde. Og dermed er dens eksistensberettigelse så rigeligt sikret.

Sagen er da også, at købere ikke anskaffer sig bilen for at trille rundt i den om søndagen. Ikke kun, i hvert fald. Flere af dem sørger nemlig for at være med, når Lamborghini arrangerer kørsel på bane, som er det eneste rigtige sted at opholde sig med en Superleggera.

Andre – samlerne – nøjes med at stille den til side i en varmt og ventileret aflukke og stille og roligt vente på, at den bliver mere end de 4,5 mio. kroner værd. For det gør den.