Offentligt ansatte kræver også fryns

De statsansatte jurister og økonomer er ved at være godt trætte af, at de ikke som deres kollegaer i det private kan hente skattefinansieret fryns oven i lønnen.

Derfor kræver forbundsformand i DJØF, Finn Borch Andersen, samme rettigheder i den kommende overenskomstforhandling. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende og Fyens Stiftstidende.

- Det her udvider gabet mellem en privatansat jurist og en offentlig ansat. Det vil vi tage med til overenskomstforhandlingerne. Den ene mulighed er at lave ens regler, og den anden er, man lægger flere penge i posen som kompensation, siger han.

Problemet, som de statsansatte ser det, er, at man i det private kan veksle noget af sin bruttoløn til for eksempel buskort eller sundhedsforsikring. Dermed sparer man i skat, men den mulighed for skattefinansieret fryns findes ikke for de statsansatte.

Ifølge Venstres finansordfører Peter Christensen er der dog ikke nogen skævvridning i systemet.

- Det er overenskomstmæssigt spørgsmål. Det er noget, man forhandler sig til på lige med en ekstra ferieuge. Når de statsansatte har forhandlet overenskomst, så har de forhandlet noget andet på plads, og det er den samlede værdi af aftalen, der betyder noget, siger han til de to aviser.

Den opfattelse deler DJØF ikke.

- Muligheden for fryns er ringere i det offentlige, og det, har vi ofte sagt, er snyd, for på den måde bliver det ikke muligt at sammenligne løn, siger Finn Borch Andersen. Finansminister Thor Pedersen (V) vil ikke kommenterer sagen, men henviser til Personalestyrelsen. Her er de relevante medarbejdere på ferie.

Kilde: NORDJYSKE Stiftstidende og Fyens Stiftstidende