Offentligt ansatte får lidt mere ud af lønnen

De ansatte i stat, regioner og kommuner fik i tredje kvartal en mindre lønstigning i forhold til kvartalet før. Men de får alligevel mere ud af deres løn, for priserne stiger mindre.

Akut modtageafdelingen på Hvidovre Hospital. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De offentlige lønninger er igen på vej op efter stilstanden sidste år. De ansatte i staten og regionerne havde således i tredje kvartal en lønfremgang på 0,8 pct. i forhold til året før, hvilket var noget lavere end i andet kvartal, hvor deres løn steg 1,5 pct.

I kommunerne steg lønnen sidste kvartal med 1,1 pct., hvilket var en smule mindre end i andet kvartal. Det fremgår af dagen tal fra Danmarks Statistik.

»Den tiltagende lønvækst i den offentlige sektor betyder, at de offentligt ansatte i særligt kommuner og regioner nu også oplever reallønsfremgang efter et 2013 med små fald i reallønnen. Inden for det offentlige er der således udsigt til en reallønsfremgang på cirka 0,5-0,7 pct. i år,« skriver økonom Joachim Borg Kristensen fra Nykredit Markets i en kommentar til lønudviklingen.

Også cheføkonom i Dansk Bank Steen Bocian hæfter sig ved de offentligt ansattes reallønsfremgang. Men han mener ikke, at det rigtigt batter noget i forhold til samfundsøkonomien.

»Den forholdsvis lave lønvækst i den offentlige sektor betyder, at de disponible indkomster kun stiger beskedent for offentligt ansatte, hvilket er med til at holde forbrugsvæksten nede,« skriver han i sin kommentar.

Til sammenligning er lønningerne i den private sektor ifølge Dansk Arbejdsgiverforening steget 1,7 pct. i tredje kvartal. De privatansatte har generelt været lønførende de sidste par år i modsætninge til årene 2008 til 2001, hvor lønvæksten i det offentlige var betydeligt højere end i det private.

Onsdagens tal fra Danmarks Statistik viser i øvrigt, at de ansatte inden for statens administration, forsvaret og politiet har haft den største lønvækst i tredje kvartal - nemlig med 1,6 pct. mod 2,1 pct. i andet kvartal.

I kommunerne og regionerne har lærerne haft den største lønfremgang med 1,5 pct. i tredje kvartal. Derimod har de ansatte i sundhedssektoren haft den laveste lønfremgang med 0,6 pct.