Østdanskere er mere syge end jyder

En undersøgelse fra tænketanken Cevea viser, at danskere i Jylland har mindre sygefravær end i det østlige Danmark.

Den højest placerede kommune i undersøgelsen er Gladsaxe med 21,3 procent med et sygefravær på 14 dage. Fold sammen
Læs mere

Når sygemeldingen tikker ind hos chefen, sker det i højere grad på en arbejdsplads på Sjælland end i Jylland.

Det viser en undersøgelse, som tænketanken Cevea står bag.

Ifølge Cevea findes de 25 kommuner, der har det højeste fravær, alle på Sjælland.

»Hvis vi måler Danmark i forhold til andre lande, så er vi et af de mest lige samfund. Men hvis vi måler internt imellem kommunerne, så er der stor forskel,« siger analysechef Jens Jonatan Steen fra Cevea.

Undersøgelsen er baseret på 177.639 borgere, der har svaret, hvor meget de har været syge de seneste 14 dage og stammer fra den store undersøgelse Sundhedsprofil 2010.

Jens Jonatan Steen mener, at undersøgelsen bør få kommunerne til at overveje, om sundhedsindsatsen kan gøres bedre set i lyset af de regionale forskelle.

»Vi er nødt til at spørge os selv, hvor stor en ulighed kan vi acceptere inden for de danske grænser. Er vi villige til, at ens levealder og sundhedstilstand, skal være bestemt af, hvor man bor?« siger analysechefen.

»Vi kan rent kommunalt og regionalt blive bedre til at lære af hinanden. Hvis det er sådan, at man har en bedre sundhedsindsats eller sundhedsbevidsthed i Jylland, så er det noget, som sjællænderne og de sjællandske kommuner kan lære af.«

Den højest placerede kommune i undersøgelsen er Gladsaxe med 21,3 procent med et sygefravær på 14 dage. Kommunen med det laveste sygefravær er Læsø med 9,9 procent.