Økonomen i stilethæle

For første gang i The Economists 172-årige historie har en kvinde sat sig i chefredaktørstolen på tidsskriftet. Zanny Minton Beddoes er selv økonom med stærke meninger.

Læs mere
Fold sammen

Det måtte vel komme. At det indflydelsesrige The Economist helt i ligestillingens ånd skulle få en kvinde ved roret.

Det ugentlige tidsskrift, der til stadighed kalder sig en »avis«, har trods alt talt liberalismens sag, siden det blev grundlagt af en skotsk hattefabrikant i 1843.

I mellemtiden har The Economist haft 16 chefredaktører – alle mænd – mens Zanny Minton Beddoes altså er nummer 17 og den første kvinde.

Lige som sine forgængere har hun dog fulgt traditionen for at avancere internt efter lang tids tro tjeneste i en stærkt kollegial kultur, hvor artikler som regel udgives anonymt, og hvor chefredaktøren betragtes som den første blandt ligemænd.

Eller som en af hendes nylige forgængere, Bill Emmott, har udtrykt det: »Det er et kollektivt foretagende lidt lige som Kardinalkollegiet.«

Ud af 13 ansøgere var kun to eksterne – og så var jobbet endog kun slået op internt.

Zanny Minton Beddoes ventes dog at få en mere markant profil som chefredaktør end sin nærmeste forgænger, John Mickleth-waite, der efter 27 år på The Economist nu rykker til Bloomberg News.

Vid og skarpe meninger

Beddoes er kendt for at besidde både et satirisk vid og stærke meninger, som hun gerne deler ud af i en række sammenhænge – fra den udenrigspolitiske tænketank Carnegie-fonden, som hun også sidder i bestyrelsen for – til kommentatorroller på blandt andet nyhedskanalerne CNN, BBC World og CNBC. Foruden at have skrevet en stribe bøger, blandt andet om recessionen og globaliseringens konsekvenser.

»Hun er ekstremt skarp og tørrer gulvet med hvem som helst, hun diskuterer med. Og så hæver hun lige standarden, når det gælder glamour på kontoret, med leopardprint og høje hæle,« siger en insider til det konservative blad The Spectator.

Zanny Minton Beddoe kom til The Economist tilbage i 1994 – der er tradition for, at man bliver længe i foretagendet, og hun har såmænd også mødt sin mand, journalist Sebastian Mallaby, inden for husets vægge. I begyndelsen skrev hun om nye vækstlande i Afrika, Latinamerika og Østeuropa, noget hun havde haft mulighed for at få indgående kendskab til i sine foregående to år som økonom i Den Internationale Valutafond.

Her fokuserede hun på økonomiske tilpasningsprogrammer i Afrika og Østeuropa efter murens fald. Og det var alt andet end abstrakt: Som økonomisk rådgiver for det polske finansminister var hun sammen med økonom Jeffrey Sachs med til at iværksætte den hårde »chokterapi«, som flere østeuropæiske lande måtte igennem efter jerntæppets fald.

Det rystede ikke troen på liberale tanker og frie markedskræfter, som er grundstene i The Economists univers. Men det er blevet bemærket, at hvor skarpt hun end debatterer, så er hun ikke dogmatiker, men »åben for overbevisende argumenter og klare beviser«, som en kollega har udtrykt det. I den senere tid har hun advaret mod voksende økonomisk ulighed og blandt andet talt for en mere progressiv socialpolitik – og deraf følgende højere skatter – i lande som USA.

Fra 1996 og frem til sidste år havde hun selv base i Washington DC, hvor hun som blandt andet Economists økonomiredaktør skrev om USAs og den vestlige verdens økonomiske genvordigheder, specielt under og efter recessionen.

Oplagsfald

Hendes kendskab til USA er nok værd at bemærke, eftersom netop amerikanske læsere spiller en stor rolle i det løft i oplaget, som The Economist har oplevet under hendes nys afgåede forgænger, John Micklethwait, der har en baggrund som USA-redaktør.

Sidste år faldt oplaget dog for første gang i mindst 15 år, og det er en klar udfordring for Zanny Minton Beddoes, der skal styre The Economist gennem nye initiativer. Tidsskriftet henter stadig omkring 90 pct af sin omsætning på den trykte udgave, selv om man var tidlig til at tage den digitale udfordring op. For nylig lancerede Economist en daglig nyhedstjeneste, Espresso, for at konkurrere mere med nyhedssites på nettet, men der er også planer om at udgive på andre sprog end engelsk.

Trods udfordringerne konstaterede John Micklethwait dog alligevel i sin sidste afskedssalut, at Beddoes kan glæde sig til »det rareste job i journalistik«.