Økonomen

Anne Broeng, 51, koncerndirektør i PFA Pension. Uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet.

Anne Broeng, koncerndirektør i PFA Pension. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Anne Broeng blev i 2009 forfremmet til koncerndirektør i PFA Pension, hvor hun har ansvaret for blandt andet investeringsområdet, økonomi og risikostyring.

Anne Broeng kan ikke sætte fingeren på, hvordan hun helt præcist bruger sin uddannelse i stillingen som koncerndirektør, og hun er derfor i tvivl, om hun kunne være endt i samme stilling med en anden uddannelse.

»Jeg bruger selvfølgelig de metoder og analytiske færdigheder, som jeg har lært på studiet, men det er svært at sige, om jeg kunne have lært det samme på et andet studie,« lyder hendes vurdering.

At Anne Broeng er endt i stillingen som koncerndirektør i PFA Pension handler både om lyst, tilfældigheder og personlighed, siger hun selv. Da hun var færdig med sin uddannelse, ville hun gerne ind i den finansielle verden, hvilket blandt andet førte hende forbi forskellige pensionskasser og banker. Hun har eksempelvis været underdirektør i Danske Bank med ansvar for kapitalforvaltning af aktier og aktivallokering.

Anne Broeng har altid ladet sig drive af udfordringer, siger hun.

»Jeg har altid været drevet af at udvikle mig og lære mere, og jeg tror, at min personlighed har været ret afgørende for, hvor jeg er endt i dag,« siger Anne Broeng, som i dag har omkring 100 medarbejdere under sig.