Nyuddannede scorer store lønstigninger

Efterspørgslen på ingeniører betyder, at de nyuddannede kan presse lønforhandlinger igennem allerede efter seks måneder i nyt job, og det giver bonus. Også de nyuddannede økonomer forhandler gode kontrakter hjem.

Mange nyuddannede ingeniører får forhandlet ind i deres ansættelseskontrakter, at de kan forhandle løn med deres arbejdsgivere allerede efter seks måneder i det nye job, og det kan ses i statistikken over nyuddannedes løn hos Ingeniørforeningen i Danmark, IDA.

Der er sket en stigning i startlønnen på flere tusinde kroner, viser de seneste tal fra oktober 2006. Og formand i IDA, Lars Bytoft, har en klar forventning om, at ingeniørernes lønninger er steget yderligere, når den nye lønstatistik er parat en gang i efteråret.

”Dem, der havde været på arbejdsmarkedet i et år, havde en lønstigning på 13 procent. Det er ret meget. Til sammenligning steg de privatansatte ingeniørers løn samlet set med 5,5 procent sidste år,” siger Lars Bytoft.

Djøferne får gode kontrakter
Også i Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Djøf, kan efterspørgslen på arbejdskraft ses på de nyuddannedes lønstigninger. De nyuddannede Djøf’ere fik i gennemsnit en lønstigning på 9,6 procent det første år, de var ansat, mens privatansatte Djøf’ere generelt set fik en lønstigning på 5,5 procent fra oktober 2005 til oktober 2006.

Også Djøf kommer med nye tal til efteråret, men allerede nu kan de Djøf-konsulenter, der rådgiver medlemmerne om deres ansættelseskontrakter sige, at udviklingen er fortsat i 2007. Det fortæller juridisk konsulent Signe Svane.

”Herudover betyder den gunstige beskæftigelsessituation, at virksomhederne også er meget opmærksomme på ansættelsesvilkårene i øvrigt. Det betyder blandt andet, at de fleste får en sjette ferieuge, gode barselsbestemmelser og mulighed for at holde fri ved barns 1. sygedag. Forhold som på det private arbejdsmarked ikke er en selvfølge for vores medlemmer, som typisk er ansat på individuel kontrakt,” siger Signe Svane.

I IDA råder man også de nyuddannede til at se på mere end lønnen.

”I en højkonjunktur siger vi til dem, at lønnen er vigtig, men ikke altafgørende. Det er vigtigere at bruge mulighederne til at få det helt rigtige job. For seks til otte år siden handlede det bare om overhovedet at få et job, mens en stadig større andel i dag har fået job inden de er færdige med studiet. De skal kigge på den samlede pakke og se på, hvad der er af muligheder for udvikling,” siger Lars Bytoft.