Nyt liv i ældgammelt håndværk

Talent 100: Igen i år hylder vi 100 unge talenter fra alle hjørner af dansk erhvervsliv. Et af talenterne er 30-årige Jeppe Dencker Petersen, sadelmager og partner, Dahlman1807.

Jeppe Dencker Petersen, autodidakt saddelmager. Han har købt sig ind i den flere hundrede år gamle sadelmagervirksomhed Dahlman1807 i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Kategori: Specialister

Sadelmagere har været en uddøende race i mange år. Men håndværket kan også bruges til at lave en række kvalitetsprodukter i læder, der normalt ikke associeres med titlen »sadelmager«.

Den autodidakte sadelmager Jeppe Dencker Petersen har kastet sig over en stor opgave. Han har købt sig ind i den – som navnet afslører – flere hundrede år gamle sadelmagervirksomhed Dahlman1807, som ligger på Fortunstræde i København.

»Jeg har en kæmpe passion for håndværket og bevarelsen af det. Hvis ingen unge mennesker vil videreføre og udvikle håndværket, så dør det. Derfor har vi gjort det til vores mission at vise et klassisk håndværk i en moderne kontekst,« siger Jeppe Dencker Petersen, som er én af kun en håndfuld danske sadelmagere.

Målsætningen er at sætte Dahlman1807 på verdenskortet og udbrede kendskabet til godt dansk håndværk gennem Dahlman1807s moderne produkter, især tasker og bælter af højeste kvalitet.

30-årige Denckers mission vækker fascination i både Sadelmager- og Tapetsererlauget og Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn, hvor Christoffer Susé er administrerende direktør.

»At Jeppe giver sig i kast med at forny et håndværk, som man ikke længere kan uddanne sig til her i landet, er helt unikt,« siger Susé.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.