Nyborg har lagt færgerne bag sig

Den tidligere DSB-by har måttet finde et nyt erhvervsmæssigt ståsted. Stort potentiale for iværksætteri blandt de mange tilflyttere, som kommunen har fået de senere år.

Østfyns Erhvervsråd. Fra v. Erhvervskonsulent Anette Wichmann. erhvervschef Kjeld Livoni og erhvervskonsulent Henrik Hvam. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alex Tran/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Østfyns Erhvervsråds kontor på Lindholm Havnevej lige ud til Storebælt ligger omkring en kilometer fra det gamle færgeleje for DSBs jernbanefærger. Blandt naboerne er også den voksende koncern inden for asfalt og forsyningsledninger, Munck Gruppen a/s, med over 1.000 medarbejdere, og Kommunekemi a/s, der er synonym med miljøbehandling af affald fra industrien.

Den tidligere færgeby Nyborg er kendt for Kommunekemi, statsfængsel, Hotel Nyborg Strand, slot, voldspil og mindet om færgerne, der lagde op i juni 1998, da bilbroen over Storebælt stod færdig til at tage over. Kommunen med knap 32.000 indbyggere har siden været i en omstillingsproces fra DSB-by med mange offentlige arbejdspladser til at finde et nyt erhvervsmæssigt ståsted.

»Kommunen har i de senere år gjort meget ud af at være en god bosætningskommune, og et af fundamenterne for fremtidigt iværksætteri ligger blandt andet i tilflytterne, der bestemt ikke er blandt de dårligst uddannede«, siger erhvervschef Kjeld Livoni.

Boliger er planlagt

Hvor den gamle industrihavn tidligere var præget af tømmerhandel, ammoniakfabrik og andre industrier ligger nu 320 leje-, andels- og ejerboliger, hvor beboerne i grove træk fordeler sig på tre kategorier: Lokale, østdanskere og folk fra andre dele af landet. Boligerne i vesterhavnen blev opført på et tidspunkt, da man stadig kunne få op til otte mio. kr. for et penthouse-lejlighed med havnebeliggenhed.

Selv om projekter på de nærliggende DSB-arealer midlertidigt er lagt i dok på grund af tidernes ugunst, er udviklingen af arealerne begyndt med de første byggerier, og med tiden vil der være 600-700 boliger lige ved havnen. Dertil kommer store udstykninger i den vestlige bydel samt i Ørbæk og Ullerslev. På seks år er Nyborgs indbyggertal steget med knap fire procent til 31.714, og den udvikling skal fortsætte – til gavn for iværksætteriet.

Ingen slipper udenom

Erhvervskonsulent Annette Wichmann oplyser, at nye selvstændige er spredt på mange brancher, fra håndværkere til softwareudviklere. Fælles for dem er, at når de bliver synlige med et cvr-nummer, får de et brev og et tilbud om etableringsvejledning. Ingen får lov til at slippe forbi de tre veluddannede konsulenter på erhvervskontoret, der alle har praktisk erfaring inden for området.

- Vi har ca. 40 iværksættere på vore to årlige kurser, og et lignende antal får etableringsvejledning. Selv om tiderne har ændret sig, holder vi i år samme antal som i fjor. Kommunen har få mellemstore virksomheder men mange små, siger Annette Wichmann.

Hendes kollega Henrik Hvam driver et projekt, hvor de ca. 80 ejere af webshops i kommunen samles i et netværk for at udbygge deres faglige kunnen.

- Webshops er et relativt nyt område med mange udviklingsmuligheder. Mange af dem drives som sidebeskæftigelse eller hobby, og derfor er der en stor opgave i at få dem professionaliseret. De skal blandt andet tage højde for, at markedsføring i stigende grad foregår online i stedet for på tryk, siger Henrik Hvam.

Nyborg har store landdistrikter, og i takt med de stadig større landbrug bliver mange bygninger på landet til overs og kan anvendes til fysiske lagre for webshops.

Nyborgs tigerspring

Østfyns Erhvervsråd bor i Udviklingspark Lindholm (UPL), der blev etableret for to år siden, og ifølge erhvervschef Kjeld Livoni er noget af et tigerspring for erhvervsudviklingen. Her lejer aktuelt 16 firmaer inden for handel, it og servicefag sig ind på en tidsbegrænset lejekontrakt og får mulighed for at vokse op i trygge rammer, inklusive fælles morgenbord hver fredag for at styrke fagligheden og sammenholdet.

- For tre år siden begyndte vi at snakke om, hvordan vi kunne få en udviklingspark op at stå. Det lykkedes med støtte fra kommunen, Fionia Bank, en investor og 39-40 sponsorer i lokale virksomheder, uden at vi skulle ud og låne penge. Byer med en udviklingspark har en helt anden systematik i servicen over for iværksættere, siger Kjeld Livoni.

Nyborg Byråd bevilgede samtidig midler til at fordoble styrken på erhvervskontoret, der nu består af fire faste medarbejdere suppleret af kandidater og studerende fra Syddansk Universitet på aftalebasis.

Samme byråd vedtog 31. marts i år en erhvervspolitik, der tager udgangspunkt i kommunens styrker inden for hotel og konference, fødevarer, energi og miljø samt plastindustri. Plastindustrien er halveret efter lukningen af amerikanskejede Mondi Packaging med 169 ansatte i fjor, mens de øvrige områder fortsat står stærkt.

Turismen skal trække

Nyborg ser store muligheder inden for erhvervs- og oplevelsesturisme. Cirka 100.000 af den kvarte million gæster på provinsens førende mødested, Best Western Nyborg Strand, overnatter, og der er ekspansionsplaner på en 25.000 kvadratmeter stor grund i et nyt industriområde. Nyborg har desuden Hotel Hesselet, DSB Kursuscenter Knudshoved, Danmarks Lærerforenings Hotel Storebælt og DI’s Konferencecenter Gl. Vindinge.

Målt i forhold til de brølende 90’ere med storebæltsprojekt og to færgeruter halter antallet af arbejdspladser i Nyborg fortsat bagefter, men de seneste to år er der sket en vækst på godt 450 arbejdspladser til 12.370. Desuden vælger mange at bo i Nyborg og arbejde andre steder, og nettoudpendlingen var i 2008 vokset til 3.188.