Ny direktør for Banedanmark Entreprise

1. februar tiltræder Søren Horn Petersen som ny direktør for Banedanmark Entreprise.

Søren Horn Petersen kommer senest fra en stilling som administrerende direktør for ventilationsvirksomheden Novenco A/S. Novenco A/S var en del af York koncernen, hvor Søren Horn Petersen igennem en længere periode har gjort intern karriere. Senest har han stået i spidsen for salgsprocessen og reorganiseringen af Novencos udskillelse fra York gruppen.

Søren Horn Petersen er uddannet eksporttekniker, men han har arbejdet med entrepriser og projektsalg gennem hele karrieren. 1. februar overtager han ansvaret for Banedanmarks entreprenørvirksomhed Entreprise, der med knap1.000 ansatte udfører spor- og kørestrømsarbejder på jernbanen.

Søren Horn Petersen er 38 år, gift og far til to drenge.