Ny bog: Sådan bliver du rig

Redaktør på Børsen TV Karsten Engmann Jensen vil give den forudsætningsløse dansker en sikker og let vej til gevinst på aktiemarkedet. Om han har ret, ved vi først om 20 år.

Ny bog: Sådan bliver du rig - 1
»En sikker investering« - Karsten Engmann Jensen Fold sammen
Læs mere
Siden Kong Midas for 2.700 år siden ønskede, at alt, han rørte ved, blev til guld, har mennesket spekuleret over, hvordan man bliver rig. Helst i en ruf og helst uden risiko.

Det har redaktør på Børsen TV, Karsten Engmann Jensen, også spekuleret over, og det er der kommet en bog ud af: »En sikker investering«.

Bogen vil anvise den almindelige aktieinvestor en vej til at handle med aktier uden risiko og dermed et sikkert afkast. Og jeg må beundre forfatteren for modet til håndfast at love et temmelig solidt afkast ved at følge hans anvisninger til at investere i aktier.

Samtidig gør han nemlig meget ud af at forklare, hvordan et liv på aktiemarkedet minder om et ridt på en vild tiger. Ikke engang de professionelle analytikere og investorer kan forudsige bevægelserne, som er drevet lige så meget af irrationel psykologi som af hårde fakta og regnskabstal.

Den første del af bogen handler om psyken og det puds, som det glædesgivende stof i hjernen, dopamin, kan spille os. Det kan nemlig få os til at gå løs på aktiemarkedet med større overmod, end godt er. Stoffet kan blandt andet få især mænd til at overvurdere egne evner til at analysere, ligesom det kan pumpe tro og håb for kursudviklingen urealistisk højt op.

Jeg savner lidt mere håndfaste kilder, end »forskning i menneskets hjerne viser«, og flere kildehenvisninger ville generelt have klædt bogen.

Samtidig med dopaminens blændværk lurer fæle bankfolk ifølge forfatteren på at lokke os til at handle mere end nødvendigt med aktier, så bankerne tjener for tykt på at rådgive og gennemføre handlerne for kundernes regning og risiko.

Blandt andet derfor er Karsten Engmann Jensens filosofi at være en tilbagelænet, nærmest passiv investor. Han kalder det tilmed i bogen en »hængekøjeinvestor«.

Klodshans-strategi
Ifølge bogen kan det bedst betale sig at lægge en aktie­strategi fra begyndelsen og derefter følge den i tykt og tyndt.

Selve handlerne rundbarberer nemlig afkastene på grund af omkostningerne, og ifølge forfatteren er der ingen garanti for, at de professionelle er klogere på aktiekursernes udvikling end du selv.

Da der dermed er ringe chancer for at forudse udviklingen på en aktiekurs, er det klogest at holde fast i sine oprindelige valg og så lade tiden og udviklingen på markedet gøre arbejdet.

Forfatteren er inspireret af Klodshans, og som i H.C. Andersens eventyr lover Karsten Engmann Jensen, at aktiemarkedets Klodshans ler bedst, når hans simple strategi for at investere 1.000 kroner om måneden i ti forskellige sektorer giver et sikkert afkast – ifølge bogen på 20.000 kroner af de 60.000 kroner, der er investeret på fem år. Efter 20 år er 240.000 kr. blevet til 800.000 kr., lover forfatteren!

Det kræver, at aktiemarkedet fortsat giver det samme afkast, som det har gjort historisk. Men vil det fortsætte med det, og kan man bruge historiske afkast til noget?

Tja, jeg er ikke stensikker, efter at have læst Karsten Engmann Jensens bog, der kommer vidt omkring i aktieinvesteringernes verden.

Jeg savner dog især et par ord om indeksforeninger, som ligger i tråd med forfatterens opfattelse af, at ingen kan slå markedet.

Bogen er skrevet let og underholdende, og forfatteren letter det tunge stof med eksempler på virkelighedens privatinvestorer. Men Karsten Engmann Jensen kunne godt have brugt lidt mere tid på at sortere i de grafiske illustrationer, der ikke alle er lige nødvendige.

Blog med Povl Dengsøe her