Nutidens kreative direktør

Talent 100: Esben Sohl, 31 år, kreativ direktør og partner, Umwelt

Kategori: Salg og marketing

31-årige Esben Sohl er nutidens kreative direktør. Sådan lyder beskrivelsen fra hans chefer i Umwelt, hvor han har været ansat siden 2012 i flere stillinger og nu som kreativ direktør.

»Han udfordrer konstant, hvad man kan kalde klassisk kreativitet - det gør han med ideer, der gang på gang beviser, at alt kan blive digitalt,« siger grundlægger af Umwelt Steen Søndergaard og tilføjer, at Esben Sohl netop af den årsag blev partner i 2015.

Esben Sohl er enig i, at han ikke er den traditionelle kreative direktør – han er ikke Don Draper, der sidder i hjørnet med en whisky og finder på oneliners – for det kommer man ikke langt med i dag. Ud over hårdt arbejde er han sikker på, at det er digitale kompetencer fra tidligere job, der har sikret ham den nuværende stilling, mere end det er klassisk kreativ flair.

Men man må ikke tage fejl af hans interesse for æstetikken og kreativiteten. Som barn var han ikke bare optaget af tegneserier og film – han var fascineret af tilblivelsen. Hvilken teknik krævede det at lave en film, hvad var tanken bag den tegning.

»Det er historieformidlingen, der interesserer mig, og hvilken brugerrejse kunden skal igennem,« siger Esben Sohl.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.