Nu er kvinden bag Jimmy Choo helt fremme i sine egne sko

Tamara Mellon er en stridbar og udholdende succes på høje hæle.

Tamara Mellon stod bag sko­succesen, der fik navn efter designeren Jimmy Choo – som hun senere vandt en retssag mod. Arkivfoto: Paul Brui­­nooge Fold sammen
Læs mere

Hun var kvinden bag manden bag ­nogle af verdens mest berømte sko. Og den historie har nærmest flere saftige detaljer end selv »Sex and the City«, TV-serien der om noget satte Jimmy Choos luksusstilletter på verdens­kortet.

Det var Tamara Mellon, der opdagede den malaysiske skodesigner og etablerede modefirmaet, som stadig bærer hans navn. Det var også hende, der kørte videre som medejer og kreativ chef, da malaysieren allerede i 2001 solgte ud.

Siden har firmaet haft fire forskellige ejere, som hun sjældent har ytret noget pænt om –de tre første var kapitalfonde, som hun i bl.a. avisen Financial Times har sammenlignet med »gribbe« og »parasitter«.

Nu er Jimmy Choo så igen sat til salg af den seneste ejer, JAB Holding med den tyske ­Reimann-familie bag sig, der hellere vil opbygge et større kaffeimperium – med blandt andet skandinaviske Espresso House – end producere luksussko.

Tamara Mellon forlod Jimmy Choo-firmaet i 2011, hvor hun følte sig »brændt ud« efter at have haft tre kapitalfonde i rap som medejere.

»At stå hvert andet-tredje år med en ny medejer og en ny bestyrelse fuld af mennesker, som ikke helt forstår branchen, det er ret svært. De havde ingen langsigtet plan. De tænkte ­bare på at trække sig igen, så de kunne tjene ­penge,« sagde hun sidste år til Forbes.

Penge tjente Tamara Mellon dog også selv: Omkring 135 mio. dollar – over 900 mio. kr. – kunne hun sætte ind på bankkontoen for at sælge sin andel, hvilket snildt havde levnet mulighed for at lægge sig i solen og forsvinde ud af offentlighedens øje.

Dramatisk karrariere og privatliv

I stedet har den snart 50-årige Tamara ­Mellon stukket fødderne i sine egne kreationer – omend heller ikke det er sket uden flere af de ­dramaer, der tilsyneladende har præget meget af hendes karriere og privatliv.

Hendes skofirma, Tamara Mellon Brand, var omkring en konkurs i 2015 samt en efterfølgende retstvist med nogle af investorerne – en sag hun dog vandt. I 2016 lagde hun sag an mod Jimmy Choo for at sabotere hendes nye selskab ved at blokere for brug af ­bestemte underleverandører, selv om de også benyttes af andre konkurrenter.

Mange andre dramaer er beskrevet i selvbiografien »In My Shoes«, der udkom i 2013 og rummer historier om interne stridigheder i Jimmy Choo, kampe med kapitalfondene og et kaotisk privatliv, som også har sikret hende plads i sladderspalterne.

»Jeg har en ret høj tolerancetærskel,« ­udtalte hun til Vanity Fair, da bogen kom på gaden. »Jeg kan tåle grov adfærd meget længere end nogen anden, for jeg har været udsat for det så længe.«