Novo-penge lokker udenlandske forskere til

En del af forklaringen på, at antallet af udenlandske forskere vokser i Danmark, er de fire forskningscentre, som Novo Nordisk Fonden finansierer ved Københavns Universitet og DTU.

Læs mere
Fold sammen

Siden 2007 har Novo Nordisk Fonden, der kontrollerer to af dansk erhvervslivs mest succesfulde virksomheder, Novo Nordisk og Novozymes, via A-aktier, bevilget 3,1 milliarder kroner over en tiårig periode til at etablere en national biobank og fire forskningscentre inden for biovidenskab.

Et af formålene har været at skabe et internationalt forskermiljø i topklasse. Indtil videre ser anstrengelserne ud til at have båret frugt. Centrene er med til at trække andelen af udenlandske forskere op ved både Københavns Universitet (KU) og DTU.

175 ud af 380 forskere eller knap halvdelen af de forskere, der arbejder ved eller er tilknyttet centrene i Danmark, er udlændinge. Dertil kommer en større teknisk og administrativ stab. Det viser en opgørelse, som de fire centre har lavet for Berlingske Business.

Til sammenligning er 22 procent af alle KUs forskere og godt 35 procent af alle DTUs forskere udlændinge.

Ifølge Novo Nordisk Fondens direktør, Birgitte Nauntofte, viser tallene, at fondens internationaliseringsstrategi har båret frugt.

For Novo Nordisk Fonden er det vigtigt, at centrene både tiltrækker yngre forsker-talenter og absolutte verdensstjerner inden for biovidenskabelig forskning.

»Et af formålene med centrene er netop at uddanne morgendagens topforskere, som på lidt længere sigt kunne tænke sig en karriere i en dansk virksomhed eller ved et dansk universitet. Vi mener, at alle forskere i Danmark kan få glæde af internationaliseringen af forskningen herhjemme. De internationale navne kommer med nye måder at tænke og agere på og skaber med deres netværk nye muligheder for internationalt samarbejde,« siger Birgitte Nauntofte og tilføjer:

»Det giver dansk forskning et stort løft, at de bedste hoveder ønsker at komme hertil og berige vores forskningsmiljø ved universiteterne. Det er glædeligt i en tid, hvor selv turisterne vender os ryggen.«