Nina Smith: Erhvervslivets professor

Pressemøde i Nykredit. Nina Smith. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Nina Smith, 63 år, bestyrelsesformand (Forenet Kredit, Nykredits Fond), næstformand (Nykredit), medlem (Carlsberg, Carlsbergfondet)

Da Djøfbladet forsøgte at indkapsle Nina Smith med ét ord, blev det: arbejdsmoral. Og da Århus Stiftstidende spurgte, hvordan hun dog fik døgnets 24 timer til at række så langt, sagde hun:

»Jeg ser ikke særlig meget fjernsyn.«

Nina Smith er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, har været med i skiftende regeringers kommissioner og blev den første kvindelige vismand i Det Økonomiske Råd i 1995. Og så har hendes bemærkelsesværdige akademiske karriere gjort hende eftertragtet i erhvervslivet, hvor hun har flere bestyrelsesposter.

Hun har flere gange været i vælten i medierne. Blandt andet da hun i 2016 annoncerede, at det kundeejede Nykredit skulle børsnoteres – og at kunderne ville få højere bidragssatser. Igennem årene har hun indimellem fået kritik, når hun som forsker har blandet sig i den politiske debat.