Nej til etnisk særbehandling

Der er ingen grund til at virksomheder tager særlige hensyn til ansatte med anden etnisk baggrund. Det vigtigste middel i kampen for en god integration på arbejdspladsen er et fast værdigrundlag som gælder for alle ansatte.

Det bliver ofte fremhævet, at det kan svært for danske virksomheder med indvandreansatte at imødekomme de forskellige religiøse og kulturelle behov, som denne gruppe har. Hvis man spørger hos Toms Gruppen, som har omkring tyve procent ansatte med anden etnisk baggrund end dansk, er dette dog langt fra virkeligheden.

»Jeg spurgte nogle af vores produktionsledere om der var brug at imødekomme nogle særlige behov overfor vores ansatte med anden etnisk baggrund, men beskeden var, at det var der ikke brug for. Jeg ville gerne kunne foregive, at vi gjorde alt muligt, men det er ikke tilfældet.« siger topchef i Toms Gruppen, Jesper Møller.

Heller ikke hos IKEA fylder behovet for særbehandling af minoriter meget i hverdagen.

»Jeg har svært ved at forklare hvad vi gør, fordi vi gør faktisk ikke rigtig noget. Hvis folk kan tilslutte sig vores værdier, så er de velkomne hos os,« siger PR-chef hos IKEA, Thomas Uhd.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) genkender man mønstret fra de to virksomheder. Faktisk lyder meldingen, at det kan være decideret ødelæggende for integrationen af indvandrermedarbejdere, hvis man indfører særbehandling af bestemte grupper.

»Jo mindre drama man laver omkring medarbejdere af anden etnisk baggrund. Jo nemmere foregår hverdagen. Det er slet ikke så kunstigt, som mange vil gøre det til. Jeg har ikke mødt nogle krav om bederum eller lignende,« siger Arne T. Hansen, arbejdsmarkedskonsulent hos DA.

Integrationskonsulent Manu Sareen har erfaring med integrationen både hos virksomheder, skoler og kommuner. Han mener at det er vigtigt at medarbejdere på tværs af alle kulturelle og religiøse skel, føler, at de har samme udgangspunkt.

»Det der er vigtigst for virksomhederne, er, at man skaber nogle retningslinjer. Et værdigrundlag. Så ved alle hvad de skal forholde sig til. Og det fungerer. Ledelsen skal italesætte, at man har nedfældet nogle værdier. Så er der nemlig ren røv at trutte i.«

Et fælles værdigrundlag, som stiller alle lige for loven, kan være løsningen for virksomhederne, når de skal gavne sammenspillet mellem forskellige grupper. Ifølge integrationsforsker Marie Louise Schultz-Nielsen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed betyder religion faktisk meget lidt i forhold til, om man er aktiv på arbejdsmarkedet.

»Vi interviewer indvandrere som er i beskæftigelse og ikke er i beskæftigelse. Det som betyder noget i forhold til, om de får et job, er ting som danskkundskaber, uddannelse og hvor længe man har været i landet. Religion og kulturel baggrund ser ikke ud til at spille den store rolle.«

Integrationsekspert Peter Nannestad fra Århus Universitet mener, at de indvandrere, som er på arbejdsmarkedet, ofte er blevet ansat fordi de ikke er besværlige og oftest heller ikke blandt de mest religiøse.

»Det bliver hurtigt et problem, hvis man behandler bestemte grupper anderledes end andre. Hvis man skal behandle ansatte med en anden etnisk baggrund på en anden måde end danske ansatte, så bliver de også hurtigt meget dyre ansatte.«

Tak til opsvinget
Mange af de indvandrere, som er kommet ud på arbejdsmarkedet, er ifølge Arne T. Hansen blevet hjulpet af det opsving, som Danmark har befundet sig i løbet af de sidste par år.

»Jeg oplevede, at en virksomhed som blev kontaktet af kommunen, om de ville tage en person i praktik i stedet sagde: Vi vil egentlig hellere have at du skaffede os fem medarbejdere, og farven er ligegyldig.«

Manu Sareen går så langt som at kalde opsvinget for »integrationens bedste ven«. Topchef Jesper Møller fra Toms Gruppen er da heller ikke bange for at indrømme, at virksomhederne har et socialt ansvar.

»Vi understreger, at vi er en åben virksomhed, og vi har selvfølgelig et ansvar for at tage del i integrationen i en tid hvor der er stor mangel på arbejdskraft.«

Marie Louise Schultz-Nielsen understreger, at indvandrere ofte har ret stor forståelse for det faktum, at de er nødt til at opkvalificere sig for at blive en del af det danske arbejdsmarked.

»Lidt overraskende er der få som føler sig diskrimineret i forhold til, at vi ikke altid anerkender de uddannelser som indvandrerne ofte har med fra deres hjemland. Der er forskel på at være revisor i Danmark og i Beirut, og det kan folk godt se.«