Når medarbejderen er utilfreds med lønforskel

Marie er teamchef i en stor produktionsvirksomhed. En dag banker det på hendes dør, og medarbejderen Søren træder ind.

Søren har for nylig fundet ud af, at nogle af hans kollegaer får 9 procent mere i løn. Han synes, at det er uretfærdigt, for han sidder med samme ansvar som dem og mener, at han laver mindst ligeså meget. Søren vil have lønforhøjelse straks – ellers siger han op.

Marie husker, at Søren ikke har krævet ligeså meget som de andre ved de årlige lønforhandlinger, hvilket har resulteret i en efterhånden mærkbar forskel i deres løn. Marie frygter, at Søren skifter job, hvis han ikke bliver sat op i løn med det samme. Men hun ved også, at teamets årlige pulje til bonusser og lønforhøjelse for længst er brugt op. Der er fem måneder til næste årlige lønforhandling.