Når konsulenterne vil sætte ild til platformen

Direktøren er i tvivl: Skal hun følge konsulentbureauets strategi eller stole på sin egen mavefornemmelse? Deltag i Ugens Dilemma.

Læs mere
Fold sammen

Du er administrerende direktør i en fødevarevirksomhed, der har hyret et anerkendt konsulentbureau for at få hjælp til at få vendt en svindende bundlinje til ny vækst.

Rådet fra konsulenterne er klart: Du skal skabe ”en brændende platform” for at få de ansatte i jeres virksomhed til at forstå behovet for forandring. Der skal skabes en forestilling om en krise så stor, at medarbejderne føler sig tvunget til at handle efter en ny strategi.

Der er bare et problem: Du føler dig ikke overbevist af konsulenterne. Du har ikke lyst til at male fanden på væggen og bilde de ansatte ind, at virksomheden går neden om og hjem, hvis ikke I lægger produktionen om og finder nye indtjeningsmuligheder. Din mavefornemmelse fortæller dig, at medarbejderne vil være svære at overbevise om, at ”platformen brænder”, og du frygter, at skræmmebilledet vil få de bedste medarbejdere til at søge væk, og de tilbageblevne til at mistrives.

På den anden side kan konsulentbureauet vise imponerende resultater fra andre virksomheder, som de hjulpet med at lægge strategi.