Når julevagtplanen skal gå op

Foto fra Iris.
Læs mere
Fold sammen

En elektronikforretning har valgt at udvide telefontiderne for deres kundeservice, så kunder nu kan ringe og få hjælp 24 timer i døgnet hele året rundt. Et tilbud, som kunderne benytter sig af i stor stil.

Den første jul med de nye telefonåbningstider rykker nærmere med hastige skridt. Ledelsen forventer, at kundeservice får travlt i juledagene med at hjælpe kunderne godt i gang med deres nye elektroniske julegaver.

Chefen for butikkens kundeservice, Vibeke, må nu finde ud, hvilke medarbejdere, der skal tage de upopulære vagter i år. Vagterne ligger på den 24., 25., 26., 31. december og 1. januar. Udsigten til at arbejde i juledagene og på nytårsaften er bestemt ikke noget, medarbejderne ser frem til med begejstring. Især dem med børn vil gerne være hjemme hos familien i julen.  Vibeke har forgæves forsøgt at få nogen til at melde sig frivilligt.