Når butikschefen er »Palle alene i verden«

Maria er butikschef for en tøjbutik i et indkøbscenter. Hun har haft jobbet i seks måneder, men har før haft fritidsjob i butikken, der en del af en landsdækkende kæde.

Til daglig er Maria ansvarlig for personale og drift, og hun får omkring en gang om måneden besøg af sin distriktschef, som hun vender større beslutninger med.

Maria oplever af og til, at distriktschefen enten udskyder eller helt aflyser deres månedlige møder. I de tilfælde har de en aftale om, at hun kan ringe eller skrive en mail, hvis hun har brug for at tale med ham om noget.

Nu står Maria med en medarbejder, som gentagne gange giver hende udfordringer i forhold til vagtplanen: Medarbejderen møder for sent, når hun skal afløse de andre medarbejdere. I flere tilfælde har hun helt glemt at møde op, før der blev ringet efter hende. Maria har i den forbindelse tidligere givet medarbejderen en skriftlig påtale. Marias bæger løb over, da medarbejderen for et par dage siden ringede og fortalte, at hun tager på ferie i den kommende uge og derfor ikke kan tage sine vagter i butikken.

Derfor har Maria nu i to dage forsøgt at få sin distriktschef i tale – på mobil, mail og sms. Uden respons. Hun vil gerne afskedige medarbejderen inden månedens udgang, men hun skal i princippet have distriktschefens accept i forhold til den slags beslutninger.

Hvad skal Maria gøre?