N.E. Nielsen: Det passer ikke

Partner i Danmarks største advokatfirma Bech-Bruun udsendte onsdag et brev pr. mail til bestyrelses- og VL-kolleger, hvor han forsvarer sig mod de beskyldninger, som de Linde-konsortiet de seneste dage har fremsat.

Bech-Bruuns mest profilerede partner N.E. Nielsen gik onsdag til modangreb på de Linde-konsortiets beskyldninger om, at han har lækket fortrolige oplysninger til Axcel i Junckers-sagen.
I direkte modstrid med, hvad Mogens de Linde og Lorentz Jørgensen har oplyst i deres seks sider lange stævning af N.E. Nielsen og 12 andre partnere hos Bech-Bruun, skrev N.E. Nielsen i en mail til sine forretningsforbindelser i onsdags, at han er udsat for forsøg på afpresning.
»Afpresning«
»Siden sommeren 2006 har vi været søgt afpresset, idet »de Linde konsortiet« påstår, at vi skulle have videregivet materiale fra dets sag til Lars Hermansen/Axcel (Lars Hermansen er Junckers' nuværende adm. direktør. red.) Dette har vi selvfølgelig ikke gjort, hvorfor vi har tilbagevist dette. Ved nytårsskiftet 2006/07 er vi blevet stævnet med en underliggende tone om, at sagen ville blive videregivet til pressen. »De Linde konsortiet« har i stævningen lagt afgørende vægt på, at Bech-Bruun som led i en afslutning af sagen skulle betale et beløb på 3 mio. kr. Da ingen af de to personer i konsortiet har lidt noget tab, og da vi er sikre på, at vi ikke har overtrådt nogen gældende regler, opfatter Bech-Bruun kravet som afpresning. Det kan vi ikke acceptere. Vi er derfor villige til at tage afgørelsen i en retssag,« skriver N.E. Nielsen.
De Linde konsortiets talsmand Henrik Egense har flere gange understreget, at der er tale om en principsag, idet de krævede 3 mio. kr. bliver betalt ind til godgørende formål.
Mailen er sendt til over 40 personer, herunder IT-milliardæren Preben Damgaard, Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen, Nordeas direktør Peter Schütze, Axcels direktør Christian Frigast og Gyldendals direktør Stig Andersen.
N.E. Nielsen meddelte i går gennem Bech-Bruuns ledende partner Lars Svenning Andersen, at han ikke har yderligere at tilføje, end det, der står i brevet.