Mr. god ledelsesskik revser danskerne

Opsang. Han blev kendt i bredere kredse som mr. Corporate Governance og var i mange år direktør i Falck. Senest har Lars Nørby Johansen ført pennen på det oplæg, som Vækstforum i dag fremlægger.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Væksten er alvorligt truet i Danmark, og der er behov for omfattende reformer. Det er hovedbudskabet i det slutdokument, som Vækstforum i dag fortsat diskuterer med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en række af regeringens spidser. En af penneførerne på oplægget er Lars Nørby Johansen, der i sin rolle som formand i Danmarks Vækstråd har kaldt slutdokumentet et »wake up call til politikerne og danskerne«.

»Det er som om, det ikke er gået op for danskerne, at vi faktisk har nogle ganske store problemer. Hvis vi ikke tager fat på dem, bliver vi et lavvækstsamfund. Det er det, vi forsøger at argumentere for og dokumentere,« sagde han, da oplægget blev lækket til pressen tidligere på ugen.

Lars Nørby Johansen har indskrevet sig i den danske erhvervshistorie ved at lægge navn til det såkaldte Nørby-udvalg. Med ham som formand blev der sat spilleregler og anbefalinger op for, hvad der er god selskabsledelse – corporate governance. Ikke alle i den gamle garde i bestyrelseslokalerne brød sig om indblanding udefra, men med Nørby-udvalgets anbefalinger blev der for alvor – og i realiteten for første gang – sat fokus på og stillet kontante krav til bestyrelsesarbejdet.

Et liv med sikkerhed

En stor del af Lars Nørby Johansens erhvervskarriere er centreret omkring Falck. Efter en årrække som lektor i statskundskab og et smut forbi forsikringsbranchen tiltrådte han i 1988 som administrerende direktør i det dengang lille vagtfirma. Da han 17 år og en omfattende fusion senere forlod Group 4 Securicor, omsatte selskabet for 42 milliarder kroner. Lars Nørby Johansen pakkede sit skrivebord et halvt år tidligere end ventet, og i forbindelse med afskeden beskrev han bruddet som at sige farvel til et hjertebarn.

»Den smerte, der kan være ved at sige farvel til barnet, handler mere om at sige farvel til kolleger, som jeg har arbejdet sammen med i rigtig mange år,« sagde Lars Nørby Johansen. Han nåede at bo et år i London som koncern- chef i Group 4 Securicor, inden han flyttede hjem til Danmark og adskillige bestyrelsesformandsposter. I den forbindelse afviste han en stille pensionisttilværelse med stokroser.

»Det er slet ikke mig. Jeg opfatter ikke mig selv som pensionist. Nu skal jeg til at være mere aktiv i bestyrelsesarbejdet, og jeg har allerede fået lov til at få et kontor her i Falck-huset, hvor jeg er bestyrelsesformand,« sagde Lars Nørby Johansen og understregede, at han ikke var på jagt efter nye toplederstillinger.

Mindre end et år senere udråbte pressen ham alligevel til ny direktør i TV 2, hvor han dengang var næstformand i bestyrelsen. Trods de vedholdende rygter stod der dog ikke Lars Nørby Johansen, da direktørposten skulle besættes.

»Jeg er ikke og har aldrig været kandidat til jobbet. Når mit navn alligevel er blevet nævnt i mange sammenhænge, skyldes det avisskriverier og det faktum, at der i TV 2s bestyrelse var personer, som gerne ville have mig til at tage jobbet,« forklarede Lars Nørby Johansen til B.T.

Ministermulighed i rød blok

I dag har mr. Corporate Governance nok at gøre med sine tillidsposter i en lang række bestyrelser – blandt andet som formand i Danmarks Vækstråd, Falck, William Demant Holding A/S og Georg Jensen A/S. Johnny Hansen, der er nyudnævnt direktør i elbilselskabet Better Place, kender Lars Nørby Johansen fra bestyrelsesarbejdet i Danmarks Vækstråd. Her er de begge personligt udpeget af økonomi- og erhvervsministeren.

»Lars er jo den begavede mand. Han har en imponerende viden, og han er meget god til at forbinde den store brede forståelse af samfundsmæssige problemstillinger med noget meget konkret. Samtidig fylder han en hel del. Han tager en del ilt i lokalet,« siger Johnny Hansen.

Lars Nørby Johansens politiske engagement har hidtil begrænset sig til studier og forskning i statskundskab, men det vil måske ændre sig inden for kort tid. I socialdemokratiske kredse bliver han nemlig nævnt som et muligt emne som erhvervsminister i en kommende rød regering.

Fremtiden byder altså snarere på røde roser end stokroser for den politisk interesserede erhvervsmand.