Moralsk opbakning til Flemming Østergaard

Direktører og politikere giver moralsk støtte til Flemming Østergaard efter tiltale om kursmanipulation.

Flemming Østergaard får nu opbakning fra mediepersonlighederne Per Michael Jensen og David Trads. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard fortjener en bedre og mere fair behandling. Det mener fremtrædende personer i Østergaards netværk.

»Som forretningsmænd, tidligere redaktører og venner er vi vrede,« lyder det fra tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen, nu topchef i Metro International, og David Trads, udviklingsdirektør i Metro International.

De to er forundrede over dækning af kursmanipulationstiltalen mod Flemming Østergaard, og de udtrykker deres opbakning til Østergaard i et debatindlæg i dagens avis. De to skriver, at Østergaard i den seneste tid er blevet udsat for en »hetz«, der er »journalistisk uhæderlig og baseret på tarvelige sladderbladsmetoder«, og at Østergaard er blevet dømt på forhånd i pressen.

Samtidig kritiserer de nærværende avis for at »agere ukritisk talerør« for Bagmandspolitiet. De anklager desuden Bagmandspolitiet for at være »hullet som en si« og for at stå bag en lækage. De to mener også, at avisen har overdrevet en beskrivelse af, hvordan Østergaards netværk er skrumpet, efter at han i 2010 blev afsat som Parken-formand.

»Flemming Østergaard er vores rigtigt gode ven,« skriver de to, der samtidig fastslår, Østergaard har mange loyale støtter i dag, heriblandt Jess Søderberg, Lars Liebst, Uffe Holm, Ståle Solbakken og Claus Hjort Frederiksen (V).

Mediedirektørerne er ikke de eneste, der offentligt udtrykker opbakning til den tidligere Parken-formand, som risikerer fængselsstraf og at skulle tilbagebetale 15,5 millioner kroner, hvis Bagmandspolitiet får medhold i sine anklager. Også tidligere justitsminister Brian Mikkelsen (K) giver moralsk opbakning til Østergaard.

Ærlig og hæderlig

»Jeg svigter ikke folk, fordi de kommer i stormvejr. Hvis Flemming Østergaard har begået noget forkert, må han selvfølgelig stå til ansvar for det. Men jeg kan kun sige, at han har været ekstremt ærlig, hæderlig og trofast over for mig,« siger Brian Mikkelsen, der ligesom David Trads og Per Mikael Jensen i mange år har været en del af Østergaards inderkreds og fulgt Østergaards fodboldhold, FC København, på tætteste hold sammen med den tidligere fodboldformand.

Også tidligere minister Søren Pind (V) har ytret sig kritisk over for dækningen af Østergaard. Flemming Østergaard selv har ved flere lejligheder fastslået, at han er uskyldig i anklagerne. Senest har han i en kommentar på Facebook kaldt beskrivelserne af ham for et »karaktermord«.