Mona har fået én på kassen

4 ud af 6 stjerner. Der er et stort potentiale i kollegial sparring, skriver forfatter Charlotte Dalsgaard.

Læs mere
Fold sammen

Der er godt nok mange roser i Charlotte Dalsgaards nye bog om kollegial sparring. For mange, kunne man fristes til at mene. »Vi kommer et helt andet sted hen, end når vi bare snakker,« siger en begejstret medarbejder. »Den der dørkarmssparring er altså super,« siger en anden, sikkert med stemt s i super. »Jeg vil opfordre alle til at prøve,« siger en tredje, og sådan kan man blive ved.

Godt så. Det at sparre med sine kolleger er altså en god ting, har vi hermed slået fast. Og det er det da uden tvivl også, uanset om sparringen foregår over en kop kaffe, i dørkarmen eller i en mere styret proces, som den Charlotte Dalsgaard som konsulent lever af at facilitere.

Gode råd, gå væk!

Dalsgaard bruger bogens første kapitler på at forklare læseren, hvad kollegial sparring er – og hvad det absolut ikke er. For det er altså ikke bare smalltalk, coaching eller en konkurrence om, hvem der er bedst, får vi at vide. Det er heller ikke supervision eller terapi, for det er sådan noget med følelser og private problemer. Og det er da slet ikke gode råd, fy for pokker, for gode råd er typisk kun »gode for dem, der giver dem«.

I stedet er kollegial sparring »professionel læring baseret på positiv nysgerrighed og observation«, skriver Charlotte Dalsgaard, der derefter bruger resten af bogen på at beskrive, hvordan denne læring så finder sted, hvad der skal til for at lykkes med den, og hvorfor den er så vigtig, hvad den uden tvivl er.

Stress og vold

Bogen forsøger at favne alt fra produktionsvirksomheder til undervisningsverdenen, men ikke desto mindre handler de fleste praktiske eksempler om den kommunale verden – sandsynligvis en indikation af, hvor forfatteren typisk arbejder med sine teknikker.

Eksempelvis minimerer kollegial sparring ifølge bogen både »stress, vold og magtanvendelse« på arbejdspladsen – begreber hvoraf de to sidste næppe er dagligdag i det private erhvervsliv. Gisp, det må man i hvert fald ikke håbe.

Skulle man komme med yderligere et anmelder-øf, er der en snert af talen ned til læseren, når vi gennem bogen skal møde det store persongalleri, semifiktive går jeg ud fra, der har set lyset i kollegial sparring.

Således stifter vi bekendtskab med både HR-medarbejderen Henrik, hvis temadag kikser, hjemmehjælperen Mona, der vistnok bliver slået, pædagogen Tina (det er hende med dørkarmen) og socialrådgiveren Flemming, der er bange for en svær samtale med en klient.

Deres hverdagsproblemer bliver beskrevet lige så malende melodramatisk som en klatøjet kærlighedsnovelle, som når f.eks. Mona ser »helt forkert ud i hovedet«, da hun taler med sine kolleger og siden »skrumper for øjnene af dem alle sammen«.

Men frygt ikke! Efter en gang kollegial sparring er både Mona og de andre tilbage i topform. Henrik får »et helt katalog af kloge greb«, han kan bruge fremover. Mona fastslår, at »her er faktisk noget, der kan bruges til noget«. Tina modtager et hav af viden og læring, som hun står dér i dørkarmen. Og Flemmings svære samtale går da heldigvis godt.

En passioneret forfatter

Alle disse historier bliver lidt irriterende efter et stykke tid, men de skal dog ikke skygge for, at »Kollegial sparring« indeholder en masse gode råd til, hvordan man bliver bedre til at tale sammen på arbejdspladsen og udvikle sine faglige værktøjer.

Ingen tvivl om at forfatteren brænder for sit emne, og ingen tvivl om at hun har en vigtig pointe, når hun siger, at vi kan få meget mere ud af vores kollegaskab gennem faglige samtaler.

Ja, faktisk taler Charlotte Dalsgaard så passioneret og kompetent om kollegial sparring, at hun vil være et oplagt bud, hvis man som leder eller medarbejder mangler hjælp til at sætte den kollegiale samtale på sporet. Hun har utvivlsomt en særlig evne til at skabe et tillidsfuldt rum, hvor man tør åbne sig for hinanden, tale om sin faglighed og gå derfra med en dybere forståelse af sine problemer – og hvad der skal til for at løse dem.