Mols-angreb giver solide øretæver til Polaris-chef

Polaris-direktør Jan Johan Kühl er kommet i uvant modvind efter buddet på færge-rederiet Mols-Linien.

Direktør i kapitalfonden Polaris Jan Johan Kühl står bag et i Danmark sjældent set overtagelsesforsøg af rederiet Mols-Linien. Arkivfoto: Søren Bidstrup
Læs mere
Fold sammen

Han har taget et skridt ud af anonymitetens skygge, Jan Johan Kühl, i hvert fald i den bredere offentlighed. Modstanden mod overtagelsesforsøget af børsnoterede Mols-Linien, som kapitalfonden Polaris kastede sig ud i før sommerferien, har bragt ham i fokus. Som chef i Polaris personificerer 49-årige Kühl kapitalfonden og dens forsøg på at overtage og afnotere Mols-Linien.

Han er manden bag Polaris’ relativt upåagtede ejerskaber af danske klenodier som Tøjeksperten og Louis Poulsen, men forsøget på at købe Mols-Linien har skabt røre og modstand fra en række private aktionærer, der mener, at Polaris køber rederiet, der i flere år har sejlet på kanten af konkurs, alt for billigt.

Jan Johan Kühl har flere gange måttet forsvare og forklare regnestykket og baggrunden for Polaris’ overtagelsesforsøg, der har trukket nogen kritik fra både fonden og dens frontfigur. Jan Johan Kühl er overrasket over den modvind, som han selv og Polaris oplever lige nu.

»Det er jeg faktisk overrasket over, men det er en del af spillet, og det må man tage med, når man står i spidsen for en kapitalfond. Vi mener fortsat, at vi tilbyder en god pris,« siger Jan Johan Kühl.

Vrede aktionærer

Det er meget sjældent, at der i Danmark sker overtagelsesforsøg af børsnoterede virksomheder – og da slet ikke af kapitalfonde. Man skal tilbage til fem amerikanske megakapitalfondes køb af TDC i 2006 og EQT og Goldman Sachs’ køb og afnotering af ISS i 2005, før man sidst så det.

Det overrasker mange, at det så lige netop er Polaris og Jan Johan Kühl, der forsøger at købe Mols-Linien. Selv om Polaris allerede havde sikret sig knap 30 procent af aktierne og havde forhåndtilsagn om yderligere godt 46 procent af aktierne, da fonden offentliggjorde sin interesse i begyndelsen af juli, har det givet modstand fra en lille gruppe private aktionærer, som ikke vil sælge. I hvert fald ikke til den nuværende pris. Modstanden er næsten forventelig, vil nogle sige, da det er et børsnoteret selskab. Det overraskende ligger snarere i, at det er lige Polaris og Kühl, der vover pelsen – og dermed også øretæverne.

Polaris og Kühl har nemlig ry for at høre til i den flinke, måske ligefrem lidt kedelige ende af det nordiske kapitalfondsmiljø. Det kan Mols-Linien-sagen ændre lidt på. I finansielle kredse vil det måske ligefrem aftvinge mere respekt for Jan Johan Kühl, fordi det viser mod til at tage et offensivt skridt, lyder det fra flere sider.

Den cand.merc.-uddannede Kühl har med en far, der var direktør for Handelsskolen i Sønderborg, næsten fået interessen for dansk erhvervsliv ind med modermælken. Han har som tidligere aktieanalytiker og chef i industrivirksomheder både det finansielle og det industrielle i blodet.

Interessen for køb og salg af virksomheder var der tidligt: Hovedopgaven på Handelshøjskolen handlede om management buy outs.