Mønsterbryderen der lærte at hygge

Han voksede op i finske, simple kår som den eneste akademiker i slægten. Nu er Patrick Dahléns næste stop i livet hos danske Neurosearch som topchef.

Foto: BJARKE OERSTED
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var blodet, der afgjorde det. Første gang, han iagttog den røde væske strømme ud, besvimede han. Da den pinlige bevidsthed fik ham tilbage, var tanken om at skulle tage en blodprøve på andre mennesker så frastødende, at drømmen om lægegerningen blev liggende der, hvor den hørte til. I barndommens frimodige fantasier.

I stedet blev Patrick Dahlén biokemiker. Det var ligesom mere rent. Og det viste sig at være den rette vej for drengen, der som den første i hele slægten blev akademiker. I dag er han netop blevet udnævnt til topchef i Neurosearch efter en lang karriere i biotek og medico i det danske og i USA.

Læs også: Ny Neurosearch-boss skal gøre selskabet kommercielt

Et job, han har sagt ja til, fordi selskabet skal ind i en ny fase af sit liv med fokus på det kommercielle. Han vil endnu ikke afsløre sine ambitioner for selskabet. Han skal opleve de første 100 dage, før der kommer den slags meldinger fra hans hånd. I mellemtiden kan vi jo så fortælle hans egen historie.

En god balance

Patrick Dahléns livscyklus tog sin begyndelse i Finland med en ph.d.-grad i biokemi. I studietiden arbejdede han som forsker for et finsk medicinalfirma, der indgik i en amerikansk koncern, EG&G, der senere blev til PerkinElmer. Dem rejste han til USA for og er nu endt i Danmark. Her er han med egne ord faldet til ro med en dansk kone, der er hovedårsagen til hans fortsatte ophold.

»Jeg har lært at hygge af danskerne. Det vidste jeg ikke, hvad var, før jeg kom hertil. I dag sætter jeg meget pris på, at man har en god balance mellem privat- og arbejdslivet. Og at man tager den tid, der skal til for at kunne hygge med venner og familie. I begyndelsen var jeg sådan lidt: skal vi ikke bare komme i gang. Nu er det en vigtig del af mit eget privatliv,« siger han.

En direkte leder

Efter opholdet hos Perkin-Elmer kom han til danske Bioimage i 2001 som direktør. Han ville gerne tilbage til et skandinavisk land, og Danmark var svaret. Cancer-diagnostikken blev næste stop hos DAKO, hvor han blev i fire år. I dag karakteriserer han sig sådan her som leder:

»Jeg er meget direkte. Det er nemt at forstå, hvad jeg vil, og hvor jeg gerne vil hen. Jeg er samtidig introvert, så jeg har tid til at lytte til, hvad folk siger. Jeg er visionær, strategisk stærk og meget lige på.«

Læs også: Neurosearch udfylder ledelsestomrum med finsk direktør

Han er tidsoptimist. Tiden er løbet fra ham igennem hele livet. Han har forsøgt at blive bedre til at passe på den, men det lykkes kun med en rigtig god assistent, der kan holde ham i ørerne.

»Det er nok et livsvilkår. Men det er samtidig også en dejlig måde at leve sit liv på - at man har gang i mange ting.«

Patrik Dahlén er født og opvokset under beskedne forhold i Åbo, hovedbyen i Finlands svensktalende område. Faderen arbejdede på skiftehold på en metalfabrik, mens moderen tjente penge som rengøringsdame. Ingen af dem havde mere end en mellemskoleuddannelse. Han er den første i slægten, der er kommet videre, end hvad Åbo umiddelbart havde at tilbyde.

En anden verden

»Når jeg kommer hjem til Finland om sommeren for at besøge min far og mor i et par uger, betyder det, at man ikke kan snakke så meget om, hvad jeg går rundt og laver til dagligt. Fordi det er så langt fra deres liv. Det er en anden verden. Da jeg var yngre, havde jeg heller ikke nære slægtninge, jeg kunne spørge til råds. Jeg måtte finde ud af det selv. Det var jo ensomt i den forstand.«

En tænkepause i telefonen. Han fortsætter.

»Jeg tror egentlig ikke helt, at mine forældre har forstået, hvad jeg laver. De ved, at jeg rejser og arbejder hårdt. De kan se, at min bil måske er lidt større end de andres. De er dejlige mennesker, og man bliver trukket lidt ned på jorden, når man er hos dem.«

Når den 48-årige finlandssvensker ser tilbage på sit liv, havde han ikke regnet med, at det skulle blive sådan. Men han er kommet sig over ungdommens voldsomme undren over, hvordan tingene kan udvikle sig.

»Jeg har ikke planlagt det. Det var bare sådan, det blev,« lyder det fra mønsterbryderen.