Mød verdens mest usandsynlige topchef

Hun dyrker yoga, spiller punkrock, miljøforkæmper og har taget sin uddannelse på europæiske kunstskoler. Nu har hun i en alder af 32 år sat sig i førersædet i et af USAs største lastbilselskaber.

32-årige Caitlin Welby lod sig overtale til at vendre hjem fra yoga og Indien for at overtage familiens store vognmandsfirma. Foto: RFX Global
Læs mere
Fold sammen

Ofte nægtede Caitlin Welby af princip overhovedet at sætte fødderne i sin fars virksomhed: Lastbilbranchen var beskidt, den ødelagde planeten, og hun ville ikke have noget med den at gøre.

Den opfattelse må den nu 32-årige Caitlin Welby i disse dage tage op til revision. Hun har sagt ja til at overtage RFX Global, et vognmandsfirma til en værdi af 100 millioner dollars, startet af hendes farfar, Thomas E. Welby, i 1952. Virksomheden blev siden overtaget af farmoren, inden Caitlins far satte sig i direktørstolen. Selv om det virkede oplagt, at Caitlin Welby som næste led i stamtræet en dag skulle overtage ansvaret, troede ingen på, at det nogensinde ville lykkes at overtale hende.

Da RFX Global kæmpede for at komme ud af finanskrisen med livet i behold, boede Caitlin i en bil sammen med sin hund. Da det stod klart, at virksomheden ville overleve og den igen begyndte at tjene penge, var Caitlin netop begyndt at undervise i yoga. Hun gjorde alt, hvad han kunne for ikke at træde i sin families fodspor. Hun var så stor modstander af bilindustrien, at hun først tog sit kørekort som 28-årig.

»Jeg mente, at olie- og gasindustrien var skyld i krige i hele verden, og bla bla bla. Jeg var en selvoptaget teenager med dårlige manerer, og jeg hadede min fars industri,« siger hun til det amerikanske medie Fast Company.

Først en bestyrelsespost

Juledag i 2000 døde faren af kræft. Caitlin var for ung og for uengageret til overhovedet at komme i betragtning til en plads i direktørkontoret. I stedet overtog farens betroede kollega, Jim Morse, ledelsen i RFX Global. En af Morses første og vel nok også største bedrifter var at overtale en modvillig Caitlin Welby til at tage en plads i virksomhedens bestyrelse.

Ofte kom hun ikke til møderne. Caitlin havde travlt med at flytte fra den ene europæiske storby til den anden. Ind og ud mellem forskellige kunstakademier, afbrudt af et par ture til Indien. Når hun endelig dukkede op til et bestyrelsesmøde, fik hun ros. Hun havde sans for forretning, sagde Jim Morse. Et par gange nævnte han muligheden for, at hun en dag skulle vende hjem og blive direktør, så virksomheden kunne komme tilbage i familien Welbys hænder.

»Jeg sagde bare: ja, ja, lad mig nu rejse tilbage til Indien,« husker Caitlin Welby.

Så en direktørstol

Om åbenbaringen kom under en yogasession eller på en af de spirituelle rejser til Indien, kan Caitlin ikke huske. Men en dag besluttede hun sig i hvert fald for, at hun alligevel ville overtage virksomheden. »I stedet for bare at afvise en branche, som strider mod alle mine idealer, bestemte jeg mig for at prøve at presse mine værdier ned over virksomheden,« siger hun.

Ved årsskiftet satte Caitlin sig til rette i den direktørstol, hun som ung lovede sig selv aldrig nogensinde at røre. Hun sørger dog for, at hun ikke træder lige oven i hendes forgængeres fodspor. Den yogadyrkende, punkrockende hippie vil skridt for skridt omstille RFXs lastbilflåde til udelukkende at køre på grøn energi. Et ambitiøst mål, men Caitlin har større planer.

»Jeg er seriøst indstillet på, at USA skal have frisk luft og rent drikkevand. Jeg starter i hvert fald med USA.«

Caitlin Welby har rigeligt på sin to do-liste – allerede inden hun skal i gang med at redde verden. Hun er ung, urutineret og skal først lære at begå sig i en branche, hvor smøger og sixpacks sandsynligvis lyder mere tiltrækkende end helsejuice og øvelser på yogamåtten. Det er Caitlin udmærket klar over, men hun håber, at hendes erfaring som teenagepunkrocker kan komme hende til gode.

»Den her opgave er udlevelsen af punkrocken. Det er dristigt, og det er i den grad et politisk statement,« siger hun.