Miriam Michaelsen: Hun kæmper for ofrene for digitale sexkrænkelser

Miriam Michaelsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Miriam Michaelsen, 36 år, partner, Njord Law Firm

Da Miriam Michaelsen i 2016 blev kontaktet af en ung kvinde, der mod sin vilje havde fået delt nøgenfotos af sig på nettet, tog Michaelsens karriere et markant skift. For jo mere hun satte sig ind i straffelovens paragraffer om digitale sexkrænkelser, desto mere kunne hun se, at der var noget at gøre, hvis sagerne blev grebet rigtigt an, og på kort tid gik hun fra at være advokat og partner med speciale i ansættelses- og selskabsret til at blive specialist i digitale sexkrænkelser og en markant stemme i debatten.

Undervejs har hun fået ændret retspraksis, da det lykkedes at hente 100.000 kr. i erstatning til et offer, hvilket tidligere var uhørt, ligesom hun har fået skubbet til politiet og deres efterforskning – eller i nogle tilfælde mangel på samme.

Siden har hun ført en lang række sager for personer, der er blevet krænket digitalt, blandt andet i den såkaldte Umbrella-sag, og hun har taget initiativ til at stifte paraplyorganisationen Digitalt Ansvar, hvor målet er at forebygge og bekæmpe digitale krænkelser.