Minister vil fjerne tvungen pension for 70-årige

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil fjerne regel, der tillader automatisk fyring af 70-årige.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange tvinges på pension som 70-årige, selv om de stadig har lyst og evner til at fortsætte. Derfor vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu gøre op med og afskaffe muligheden for tvungen pension for 70-årige, skriver Politiken.

»Mange har en masse at byde på, når de bliver 70 år, derfor bliver vi nødt til at udfordre gamle dogmer om, hvad man kan og ikke kan på forskellige tidspunkter i livet. Man skal have muligheden for at arbejde, så længe man har lysten og de rette kvalifikationer. Og det er der selvfølgelig ikke nogen rigide regler eller lovgivning, der skal stå i vejen for,« siger Mette Frederiksen.

Det er i dag muligt for virksomheder at afskedige folk automatisk, når de fylder 70 år, og den mulighed benytter flere offentlige og private arbejdspladser sig af.

Men nu vil regeringen fjerne retten til at skrive de automatiske fyringer af 70-årige ind i aftaler og overenskomster.

»Jeg har ret stor tiltro til, at den enkelte medarbejder og arbejdsgiver kan vurdere, hvilke kvalifikationer man besidder. Man skal kunne bestride det job, man skal varetage, men nu bevæger vi os væk fra, at fødselsdatoen bestemmer, hvad vi kan og ikke kan,« siger Mette Frederiksen.

For nogle faggrupper vil den tvungne pension dog fortsat gælde, da tjenestemandsloven, som regeringen ikke vil pille ved, blandt andet forhindrer præster og dommere i at arbejde efter deres 70-års fødselsdag.

Derudover vil der være muligheder for undtagelser for faggrupper, hvor særlige sikkerhedshensyn gør sig gældende som for eksempel piloter.

Ældresagen roser ministerens initiativ.

»Hvis forslaget bliver vedtaget, er det et farvel til en forældet opfattelse af, at folk på over 70 generelt ikke er egnede til arbejdsmarkedet. Mange af dagens ældre har flere ressourcer og er ikke nedslidte på samme måde, som de var for år tilbage. De har stadig noget at byde på,« siger seniorkonsulent Peter Halkjær til Politiken.