Minister sætter fokus på danskere i job

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen vil sætte fokus på arbejdsmiljø og seniorer frem til valget.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter reformerne af kontanthjælp, dagpenge og førtidspension, som har øget arbejdsudbuddet, er tiden nu kommet til at gøre noget for de danskere, som hver dag smører madpakker og går på arbejde.

Sådan lyder meldingen fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), der frem til næste folketingsvalg vil fokusere på blandt andet at forbedre arbejdsmiljøet på offentlige såvel som private virksomheder.

»Vi har i den seneste tid talt meget om, hvordan vi kan hjælpe de ledige. Men min hovedopgave bliver at få vores reformer til at fungere i praksis, og her vil jeg først og fremmest se på, hvordan vi kan forbedre arbejdslivet for danskerne. Når vi eksempelvis har en tilbagetrækningsreform, der betyder at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet, er det jo også for at de sikre de har forudsætningerne for det,« siger han.

Tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ændrede blandt andet arbejdsmiljøloven, så fysisk og psykisk arbejdsmiljø blev sidestillet og Arbejdstilsynet nu kan give påbud til virksomheder med et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Foreløbig vil ministeren dog ikke melde konkret ud, hvad danskerne skal forvente, og om han eksempelvis vil stille nye krav til virksomhederne omkring seniorpolitik og arbejdsmiljø.

I fagbevægelsen vækker udmeldingerne alligevel glæde. Hovedorganisationen FTF peger på, at mange ældre medlemmer fortsat står først for, når virksomhederne deler fyringssedler ud.

»Det område har været nedprioriteret længe, så det er meget positivt, at ministeren tager fat på det. Vi har jo set, at staten selv har fyret mange ældre,« siger formand Bente Sorgenfrey, der også glæder sig over ministerens tanker om arbejdsmiljø.

»Vi ved, at der stadig er potentiale i at få nedbragt sygefraværet ved at blive bedre til at forebygge eksempelvis stress,« siger hun.

Fagforeningerne skal dog ikke gøre sig nye forhåbninger om at få åbnet dagpengereformen inden næste valg. Henrik Dam Kristensen har allerede slået fast, at regeringen afventer Dagpengekommissionen.