Mini med lidt mere plads

Den nye Clubman rammer de danske veje i øjeblikket. Clubman har bevaret Mini-kvaliteterne og får med spøjse døre og plads lidt større praktisk anvendelighed.

Foto: Jan Jørgensen
Da den nye Mini kom til verden i 2001, vakte den berettiget opsigt. Siden er der kommet flere af dem på gaden i Danmark, men aldrig rigtig mange. Og nu er det muligt at anskaffe en Mini, som er endnu mere sjælden og på mange måder mere praktisk. For med genoplivningen af Clubman er der kommet en ny dreng i klassen, der byder på Mini-køreegenskaber og maksimal plads i den fortsat ikke særligt store, men til gengæld dyre livsstilsbil.

Og det er bestemt en model, der lægges mærke til. En lille bitte stationcar med dobbeltdøre bagi, og så er det vel den eneste stationcar, der ikke fås med traditionelle bagdøre med direkte adgang til bagsædet. I stedet er der i højre side af bilen monteret en halv dør, der letter adgangen til bagsædet en del, især fordi den åbner modsat en normal en af slagsen.

Og det kan faktisk godt kaste lidt interesserede blikke fra sig fra andre Mini-chauffører. F.eks. mødte jeg en Mini-cabriolet, der kastede lange længselsfulde blikke. Kvinder kan godt lide små ting og heldigvis for det.



Men også børn synes, at den lille overskuelige bil er et hit, og så betyder det mindre, at de trods den ekstra dør skal kante sig ind på bagsædet og passe på ikke at vælte i sikkerhedsselen fra forsædet under manøvren. Er de der først, så synes de bare, at det er fedt. Lidt værre er det at sidde på bagsædet som voksen. Der er plads til to voksne, og bagsædet har dybde, men det er så som så med at røre benene, og det vil under alle omstændigheder gøre en langtur endnu længere. Clubman har en akselafstand, der er otte centimeter længere end Mini, og det er kommet bagsædepassagerne til gode.

Det nye forstørrede bagagerum kan nu rumme 260 liter, og det er selvfølgelig stadig i den lille ende, men giver alligevel mulighed for en lidt længere ferietur. De dobbelte bagdøre sikrer samtidig en behagelig lav læssehøjde.



Men selv om Clubman med sine 3,96 meter er 24 centimeter længere end en almindelig Mini, så vokser træerne nu ikke ind i himlen. Det er stadig en Mini på godt og ondt. Mest godt faktisk.

For at tage det dårlige først, så er den nye dør kun praktisk i begrænset omfang. Man skal stadig have fordøren op, for at den lille ekstra dør kan åbnes, og man skal lukke det hele sammen i rigtig rækkefølge igen, ellers går det galt. Så har man børn med, så stiger man selv ud og ordner sagen. Lidt det samme er det med de to små døre bagtil. Det er smart, men de skal også lukkes i omvendt rækkefølge af åbningen, ellers risikerer man at lave buler. Ganske vist er der beskyttelse på, men alligevel lyder et forsøg på en forkert lukning ikke godt.

Vi testede Clubman i Cooper S-udgaven med 1,6 liters motor og 175 hestekræfter. Og selv om den er lidt længere, så er det stadig en bil med de kvaliteter, der kendetegner Mini. Og det er først og fremmest en sjov måde at bevæge sig omkring på.

Køreegenskaberne er sportslige, og den turboladede motor har samtidig den helt rigtige lyd. Selv om karburatorer for længst er blevet museumsgenstande, så er det lykkedes at få motoren til at lyde, som om den trækker vejret gennem et par dobbelte af slagsen.

De seks gear sidder tæt, og med et moment på hele 240 Nm til den knap 1.300 kilo tunge bil er der masser af sejtræk at gøre godt med. Så er man i sjette gear på motorvejen, så behøver man kun skifte ned, hvis der er kø. Fjerde gear er faktisk så fleksibelt, at de fleste sving kan tages i det.



Det allersjoveste i Mini’en er dog at trykke klampen i bund fra stilstand og så derud af. Lyden bliver ganske overvældende, og Mini’en har en smule svært ved at overføre alle kræfterne til asfalten, uden at den trækker lidt til siden. Men det sætter kun ekstra krydderier på en i forvejen sjov køreoplevelse. Man skal blot vente lidt over syv sekunder, før det store midterspeedometer passerer de 100 km i timen, og skulle man have lyst til at fortsætte et sted uden hastighedsbegrænsning, så stopper den først ved 224 km i timen.

Og har man fået nok af det, så kan man passende finde en ikke trafikeret bivej og prøve, hvor stabil en Mini styrer gennem svingene. Der er naturligvis en grænse, men den ligger noget højere end andre biler, og samtidig betyder en meget direkte styring, at der hele tiden er god føling med rattet, der som udgangspunkt går tungere, end man skulle tro.

For at kunne køre som den gør, er Mini udstyret med en ganske hård affjedring, som naturligvis snupper en del af comforten – noget man især mærker på hullede veje. På motorvejen opfører Mini’en sig eksemplarisk. Den har kræfter til overhalingsbanen, og køreegenskaberne overstiger langt de danske fartgrænser. Eneste virkelige minus på lange ture er, at der er lidt mere støj, men det hører lidt med til billedet. Til gengæld sidder man godt i forsæderne.

Mini er en ganske kostbar bil, og den bliver absolut ikke billigere af, at der står Clubman på bagsmækken. Billigste model koster 334.000 kr. incl. levering, mens den i den testede Cooper S-udgave ryger helt op i 421.500 kr., og dertil kommer ekstraudstyr, som ikke ligefrem sælges til mini-priser. Klimaanlæg koster omkring 30.000 kr., navigation tæt på 50.000 kr., metallak 9.000 kr. osv. Samtidig fås et hav af ekstraudstyr, så man kommer nemt op på en halv million kroner. Faktisk havde testbilen ekstraudstyr for 222.010 kr., så den samlede pris røg op på 643.490 kr. incl. levering.

Til gengæld får man en bil, hvor det meste virker meget solidt. Dørene lukker med den rigtige lyd af tykke dørplader, sæderne er meget kraftige, rattet lækkert at holde i osv. Det eneste, der ødelægger det solide indtryk lidt, er, at den store konsol i midten, hvor man har det store speedometer med radio, evt. navigation og betjeningsgreb nedenunder, indeholder for meget af den grå plastik, som man ellers mest ser på billige ghettoblastere.

Det ventes, at omkring hver fjerde Mini i Danmark vil blive solgt i Clubman-udgaven.