Mini-GPS finder selv biltyven

Kun på størrelse med en tændstikæske, men i stand til alt fra at tyverisikre gravkoen til at finde jagthunden og følge med i kapsejlads fra land. Microtracker er navnet på en ny, lille GPS, som iværksættere har forvandlet til et hjælpemiddel.

Læs mere
Fold sammen
Den er nutidens svar på Hans og Grethes brødkrummer, for med en Microtracker på sig kan man blive sporet alle vegne.

Eneste forskel er, at dem, der bevæger sig rundt med en Microtracker, ikke nødvendigvis har lyst til det.

Meningen med en lille ny sladrehank, der netop har set dagens lys i Danmark, er nemlig at kunne spore alt fra biltyve til bortløbne jagthunde.

Direktør i tyverisikringsvirksomheden Key 7 A/S i Silkeborg, Nicolaj Haarup, opdagede GPS’en og designede en brugervenlig hjemmeside, som den blev koblet sammen med.

Og nu håber han, at rigtig mange vil benytte muligheden for at sikre deres ejendele med en Microtracker.

- Det specielle er, at Microtracker åbner for en såkaldt 'life tracking'. Ved at placere den lille GPS i sin bil eller båd, kan man hele tiden følge med i, hvor den er. Det kan afsløre tyven, når entreprenørmaskiner bliver stjålet fra byggepladser, men også private kan have glæde af at det, siger Nicolaj Haarup.

Læs ekspertens vurdering af Microtracker

Prøvekørsel og husdyr

Selve sporingen foregår ved, at man indtaster en kode på hjemmesiden, og straks popper et kort op, som viser, hvor Microtracker befinder sig lige nu.

Nicolaj Haarup kan for eksempel taste sin kode ind, og vupti viser det sig, at hans bil netop nu kører på Viborg Hovedvej med retning nordpå. Det er der dog ikke noget kriminelt i, for bilen er lånt ud og i gode hænder.

- Det er langt fra kun biler, den kan bruges til. Det kan være svært at følge med i kapsejlads fra bredden, men hvis man har en Microtracker liggende på bådene, kan man hele tiden se deres position i forhold til hinanden på et kort. Den kan også puttes i lommen på ens dyre minkpels, shippingfirmaer kan sikre deres containere, bilforhandlere kan placere en Microtracker i handskerummet inden en prøvekørsel, og man kan binde én om sine husdyr, hvis de skulle finde på at løbe væk.

- Den må selvfølgelig ikke misbruges til at udspionere konen, men hvis nu nogen er løbet med ens rendegraver, er det da meget rart at kunne finde den igen, siger Nicolaj Haarup.

Vi er jo nørderMed en størrelse så lille som en tændstikæske er Microtracker verdens mindste af sin slags. Den bliver produceret i Fjernøsten, men sammenkoblingen med den brugervenlige hjemmeside, som Nicolaj Haarup har designet, er det, der adskiller Microtracker fra andre eksisterende GPS-sporingssystemer.

Samtidig betaler man et engangsbeløb på 2.000 kr. for både boksen og koden, og så kan man bruge det lige så mange gange, man vil. Ved andre sporingssystemer er der en abonnementspris, eller også foregår sporingen gennem mobiltelefonen, og det er en mere møjsommelig proces.

- Fordi den er så lille, får tyven ikke øje på Microtracker. Tidligere kunne man på lang afstand se, at her var en bil med en antenne. Vi har kastet os ud i det som en sjov niche, for som ingenører er vi jo nørder, der synes, sådan noget er sjovt. Det er heller ikke noget, vi har kastet en masse penge i. Men jeg skal da ikke udelukke, at vi kunne finde på at placere nogle Google-reklamer på hjemmesiden, hvis den går hen og bliver en succes, siger Nicolaj Haarup.

Key 7 har eksisteret siden 2000 og er et lille firma bestående af fire ingeniører, der primært tilbyder løsninger inden for adgangssikring og tyverisikring til erhvervslivet. Især grossister og installatører er i kundekredsen, og med Microtracker er det første gang, Key 7 også henvender sig til private.



Hvem er har stiftet firmaet, og hvad er jeres baggrund?

- I en alder af 38 år etablerede jeg i 2000 Key 7 A/S med henblik på at udvikle og producere elektronisk adgangskontrol og tyverisikring til den professionelle branche. Jeg er uddannet svagstrøms-ingeniør fra Københavns Teknikum i 1987 og har indtil stiftelsen af Key 7 arbejdet som udvikler og salgsinge- niør. Allerede under uddannelsen stiftede jeg egen virksomhed, hvor jeg fik mulighed for at tjene til studiet ved at udvikle elektroniske dimser for andre virksomheder.



Hvilket marked vil I ramme?

- Med Microtracker går vi efter såvel det private marked som det professionelle. Vi henvender os til folk, der vil beskytte deres ejendom eller deres pårørende, vil vide hvor deres servicebiler er, vil gøre kapsejlads publikumsvenligt eller blot spare penge på forsikringspræmien.



Hvordan tjener I penge?

- Med Microtracker vil vi udvide vores forretningsområde, så vi - foruden vores sædvanlige forretning med salg af adgangskontrol og tyverisikring - også har et ben på markedet for GPS-sporing. Dels er jeg overbevist om, at GPS-sporing bliver meget større, end det er i dag, og dels er det hamrende sjovt. Det begyndte som et weekendprojekt, men allerede nu er det med i vores budget. Til forskel fra andre, der både leverer varer og service, tjener vi penge på udstyret og tilbyder en gratis service, hvor brugerne kan se deres tracker live på et kort. Vi kalder det live tracking. Når først der er brugere nok, kan vi såmænd også tjene penge på at have denne service og stadig lade det være gratis for brugerne.



Hvordan adskiller I jer fra konkurrenterne?

- Der findes en hel underskov af firmaer, der gerne vil tilbyde GPS-trackere, men ingen af dem har gratis live tracking. Desuden er vores tracker verdens mindste, og det har den fordel, at den er nemmere at gemme i minigraveren, bilen eller båden.



Hvad er det for udfordringer, I står over for netop nu?

- Den største udfordring er at få udbredt kendskabet til produktet og servicen. Markedsføring er frygtelig kostbar, så vi har indtil videre udelukkende benyttet os af Google-annoncer og vores kundekartotek. Alligevel har Microtracker været udsolgt, så snart de er landet hos os – selv om vi har øget indkøbet hver gang, siger han.

Læs ekspertens vurdering af Microtracker