Millioner er blevet ledige verden over: »Det fortsætter med at bekræfte vores værste frygt«

Regeringers beslutninger om at lukke samfund som følge af coronavirussen har skabt en global bølge af massefyringer.

 

Ledighedstallene verden over er steget markant som følge af coronavirussen og samfund, der er blevet lukket for at stoppe smittens udbredelse. Det skriver Financial Times.

Spanien, Storbritannien, Frankrig og Danmark melder således om store ledighedstal.

Spanien er blandt de lande, som er hårdest ramt af virusudbruddet. Her har man det tredjehøjeste antal bekræftede smittede efter USA og Italien. Spanien har desuden oplevet det største hop i arbejdsløsheden i landets historie. Over 800.000 personer har meldt sig ledige i løbet af den seneste måned. Spanien kæmpede i forvejen med stor arbejdsløshed på omtrent 14 procent.

I Storbritannien har man registreret op mod én million ledige, og i Frankrig har cirka fire millioner søgt om midlertidig arbejdsløshedsunderstøttelse.

Hjemme i Danmark er ledigheden også støt stigende.

Alene onsdag meldte 7.787 personer sig ledige. På en normal onsdag i april lyder det tal på cirka halvdelen. I alt lød ledighedstallet på 175.846 personer, hvilket er en stigning på 44.130 fra og med 9. marts.

Torsdag kom det frem, at aldrig før har så mange amerikanere meldt sig ledige inden for så kort et tidsrum.

Ifølge Torsten Sløk, som er cheføkonom hos Deutsche Bank Securities, er hastigheden bemærkelsesværdig.

»Det fortsætter med at være et tårefremkaldende tal. Det fortsætter med at bekræfte vores værste frygt for afskedigelsernes hastighed,« siger han til Financial Times.