Milliardærboblerne

Specialrapport: Blandt boblerne til at nå op på Berlingske Nyhedsmagasins Danmarks Rigeste-liste for 2009 senere på året er familien Stadil – faderen Thor og sønnen Christian. Strategien for at styre gennem de svage konjunkturer er helt klar - og heri indgår ikke opkøb. Også selvom familievirkomheden er velkonsolideret, og mange virksomheder er billigt til salg.

Læs mere
Fold sammen
Potentialet er stort nok
“Den balancering er rigtig god, og den har vi ikke tænkt os at ændre. Så vi har ikke tænkt os at skære noget fra, og vi kigger os ikke om efter et sjette ben,” siger den yngre og ældre Stadil samstemmende.

“Vi har fem ben, der har så store udviklingsmuligheder, så der er ingen grund til at kigge efter et nyt ben. Der er et kæmpepotentiale alle steder. Lactosan og Sanovo er verdensnavne i deres nicher og det, der gør Hummel spændende, er, at kan vi bare nuppe et par procent af det marked, Nike og Addidas har, så kan vi blive rigtigt rigtigt store,” siger Thor Stadil.

Og Christian Stadil uddyber, mens han understreger, at Hummel størrelsesmæssigt selvfølgelig slet ikke kan sammenlignes med de to giganter:

“Vi har udviklet et nyt resale-koncept i Hummel i løbet af det sidste par år, som vi nu så småt begynder at rulle ud. Vi tester nu i udvalgte byer, f.eks. i Hamburg, hvor det er håndboldspilleren Lars Christiansen, der ejer butikken, og i flere andre tyske byer, som München og Berlin, samt f.eks. i Marseille, Tokyo og Århus. Der tester vi for at justere ud fra de reaktioner, vi får, og så stramme til, før vi ruller det ud bredere.”

Men der er også andet end penge, selv om Stadil’erne gerne vil tjene penge og være økonomisk afhængige.

“Mange har spurgt, hvorfor vi f.eks. ikke sælger vores ostepulverfabrik, for så kan vi jo få en masse penge. Men hvad skal vi med nogle 100 mio. kr. på bankbogen? Så skal vi jo bare ud og købe noget andet,” siger Thor Stadil.

“Det er rejsen, der betyder noget. Den er af større betydning end at sælge. Det er rejsen mere end målet, der er vigtigt for os,” siger far og søn enstemmigt.

“Vi er jo i det her, fordi vi synes, at det er rigtig sjovt,” forklarer Christian Stadil