Mikkel Skou Larsen

Mikkel skou Larsen økonomi Talent 2016
Læs mere
Fold sammen

Drevet af konkurrence

Kvalitet og orden i kolonnerne er mantraet, når tal forlader Mikkel Skou Larsens afdeling i ISS. Det ved hans team, men han forlanger intet mindre af sig selv.

Som group vice president, head of group financial reporting & support, håndterer Mikkel Larsen og hans ti mand store team bl.a. ISS’ måneds- og kvartalsregnskaber.

»Vi har styrket rådgivningsdelen og bistår nu også CFOerne i forretningen. Det er spændende, men vores kerneydelse skal naturligvis først og fremmest være på plads,« forklarer han og roser i samme åndedrag kollegernes flid og evner.

Som sportsmand trækker Mikkel Larsen på sin entusiasme og sit udviklede konkurrencegen. Ambitionerne er ikke nået endnu, og som han udtrykker det, vil han se, hvor langt talentet rækker.

»Om det bliver CFO, er mindre vigtigt. Det er derimod udvikling af mig selv og dem omkring mig.«

Hans chef, Peter Harder Thomsen - senior vice president og head of group controlling - er ikke i tvivl om, at Mikkel Larsen kan drive det vidt, og han beskriver ham som ekstremt fagligt skarp, ambitiøs og reflekteret.

»Han har fået sin ilddåb i en tung og eksponeret position i en high-perfomance-kultur. Og han har bestået med brask og bram,« siger Peter Thomsen.

Mikkel Skou Larsen

32 år, group vice president, head of group financial reporting & support, ISS A/S

2011: Statsautoriseret revisor

2011: Group internal auditor, ISS

2013: Senior group internal auditor, ISS

2014-: Group vice president, head of group financial reporting & support, ISS