Mesterbokser eller ringvrag?

Hvor meget sport tilfører det BMWs legendariske bokser, at der står 1200S på sædeskallen? Vi sætter den gule tysker i stævne på Nürburgring for at finde svaret.

Öhlins-dæmper for og bag giver bedre kontakt med asfalten. Ekstraudstyr til 13.290 kr. Foto: Jakob Evers m.fl. Fold sammen
Læs mere
Ringside Nordschleife en hektisk lørdag eftermiddag. Køen af biler, busser og motorcykler ved billetautomaten er lang. Alle vil ind og opleve den historiske Nürburgring. Det vil jeg også, men jeg er særligt interesseret i at prøve, hvordan BMWs hidtil kraftigste boksermotorcykel klarer sig på den 20,8 km lange bane, som snor sig smukt og udfordrende gennem Eifel-bjergene.

Japanske sportsmotorcykler er vildere og italienske mere sexede, men de tyske er om ikke andet mest macho. R1200S er en rigtig mandfolke-motorcykel. Boksermotoren, der daterer sig tilbage til 1923, optræder her med mere punch end nogensinde. Og selv om 122 hk ligner en beskeden ydelse i forhold til f.eks. en Ducati 1098s 160 hk, så føles kræfterne rigelige.

2-cylindrede motorcykler har en særlig magi. Den store twin trækker bredt og dunker dybt og klangfuldt i lydpotten, der hænger oppe under sædet. Men den sender også kraftige rystelser gennem hele motorcyklen. Vibrationerne får højrehånden til at sove, når der køres i adstadigt tempo i by og på landevej. Ikke så godt, for den bedøvede hånd skal jo betjene både gas og forbremse.

Et par regelmæssige klask på låret bringer dog følelsen tilbage i fingrene, og med mere variation i omdrejningstallene og hyppigere gearskift bliver problemet mindre udtalt. Selv om den 6-trins gearkasse klonker på sædvanlig BMW-vis, er den forholdsvis letskiftet.

Macho-oplevelsen forstærkes af BMWens tyngde. På papiret virker 190 kilo ikke skræmmende, men R1200S er lidt af en håndfuld, når der skal vendes og parkeres. Oppe i fart bliver tyngden til stabilitet, så her findes endnu en god grund til at give gas.

Når man sidder med hænderne på clip on-styret, så lægger den brede tank og de strittende cylindre med de glohede køleribber yderligere til oplevelsen af muskelmaskine. Man skal lige vænne sig til, at der er begrænset plads at bevæge benet på, når man sætter foden ned. Men ellers er det nemt at finde sig til rette på R1200S.

Både på lande- og motorvej bevæger den gule sports-BMW sig med overskud. Den smidige motor matches af kompetente bremser med abs (som til glæde for banekørere kan frakobles), og affjedringen er gjort ekstra fintfølende med lækre dæmperben fra svenske Öhlins for og bag (ekstraudstyr til 13.290 kr., som er alle pengene værd). Vist er dette ikke sport i hverken japansk eller italiensk forstand, men BMWen kan i de fleste tilfælde følge gadens hurtigste ekvipager.

Men hvordan er styrkeforholdet på Nürburgring, som jeg formedelst 195 euro har købt mig 15 omgange på? Banen har 174 sving, så jeg skal spare jer for detaljer om hver eneste kurve og blot nævne nogle højdepunkter.

Kortet i sprækken på automaten, bommen op, og en stor blød 200-plus venstrekurve ligger for mit forhjul. Den store bokser snurrer overraskende velvilligt mod det røde felt ved 8500 o/m, og accelerationen imponerer tydeligvis en lokal kører på en Yamaha R1.

De første snævre sving ved Hatzenbach er ikke BMWens livret. Tyskeren er tung at skifte retning på, og jeg skal samtidig passe på, at bokserens topdæksler ikke knalder i banens høje kerbkanter. I højfartssektionen fra Flugplatz til Schwedenkreuz går det bedre. BMWen ligger klippestabilt, lige indtil der skal bremses fra over 200 km/t til omkring 80 ved Aremburg, som er en 90-graders højre. Bremserne, der imponerede ude på landevejen, mangler bid, man mærker BMWens mange kilo, og stellet reagerer på belastningen med en stille woblen.

Ned gennem Fuchsröhre, som er en rutsjebanetur med gassen i bund, kører BMW som på skinner, selv om affjedringen bunder nede i dalen. R1-køreren er hægtet af, inden den gule raket skyder op ad bakken, der ender i en kinky venstre/højre-kombination.

I de følgende kurver taber jeg terræn til køreren med bedre banekendskab. Men vi bytter plads igen, da alle 122 heste får lov at strække ud op ad bakken til Kesselchen. Der er ikke tid til at kigge på speedometeret, men farten er over 230 km/t.

BMWen kommer flot gennem Karrusellen, som er en spøjs stejlkurve med betonplader i ideallinien. Ved nedgearing før kurven irriterer kardantrækkets momentreaktioner, der får bagenden til at hæve og sænke sig, men igen er accelerationen ud af kurven fænomenal.

Både for- og baghjul letter over bakken før højrekurven Pflanzgarten, men blot man venter med at bremse, til dækkene igen har fat i asfalten, generer det ikke BMWen.

R1-køreren viser sit forhjul i et sidste forsøg på at komme forbi, men den gule R1200S er først inde i den lille Karrusel. Det kantede underlag slår op gennem affjedringen, men dækkene bevarer grebet, og først da vi accelererer ud på Döttinger Höhe, som er den afsluttende langside, kommer den rød/hvide japaner med over 170 hk forbi.

Om kørerens hovedrysten skyldes nederlaget til en motorcykel med luftkølet boksermotor eller en dansk motorjournalists aparte kørsel, ved jeg ikke.

BMW R1200S er hurtig og samtidig letkørt og tilgivende. Men en rutineret kører med mange Nürburgring-omgange under huden vil være hurtigere på en japansk sportsmaskine.

Til gengæld gøres turen på 20,8 km betydelig mere autentisk på en BMW.

Er R1200S en ægte sportsmaskine?

Mjahhh, det er svært at sige. Jeg snupper lige en omgang til...