Mere gråt hår i vikarbranchen

Job gennem vikarbureauer er ikke længere forbeholdt unge, der skal tjene hurtige penge.

Siden krisens indtog og specielt de seneste år er seniorernes interesse for vikarjob vokset markant. Sådan lyder meldingen fra et af landets førende vikarbureauer, Randstad.

Det skriver Nyhedsbureauet Newspaq.

- Det er typisk folk fra 55 år og op, som har været i det samme job i mange år men er blevet afskediget, måske fordi virksomheden er lukket. Derfor er de røget udenfor arbejdsmarkedet og skal finde en plads på ny, siger Randstads direktør, Nima Astanehdost til Newspaq.

Udbuddet af vikarjob er i dag langt bredere og det er således et voksende udbud inden for især kontor og administration.

- Man har fundet ud af, at vikarjob ikke altid er hårdt fysisk arbejde, men sagtens kan være et vikariat i et bogholderi. Og det er en fin måde at komme ind på arbejdsmarkedet igen, når man stadig er sulten og har 10 år tilbage af sit arbejdsliv, siger han.

 

 Ifølge professor ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen, der har forsket i seniorer på arbejdsmarkedet, er der tale om en mere stabil arbejdskraft.

- De skifter ikke job så tit, er mindre syge, har færre forpligtelser i forhold til børn. Og så er de ikke ude hele weekenden, så de møder friske på arbejde mandag morgen, siger han til Newspaq.