Meningen med arbejdslivet

Er det at sætte et firkantet filter på et rundt rør?

Kender du det der med, at man møder en person på gaden, som smiler stort, klasker én på skulderen og råber ”hej, hvordan går det?”. Præsenterer én for kæreste og børn, som om man var gamle venner, mens man selv kæmper den hårde indre kamp for at huske, hvor man kender vedkommende fra. Og bare håber og krydser fingre for at den ubekendte ikke stiller mine op til at blive præsenteret.

Så står man der og siger ”ja, det her det er så whtrahaha host host”. Og så går man hjem og ligger i sin seng, og kigger op i loftet, og prøver på at huske, huske, huske, hvem, hvem, hvem er det nu, du er.

Det var allersjovest, da jeg arbejde på restaurant, for der havde man så travlt, at hjernen ikke kunne følge med. Så når der kom en kendt, blev det processet oppe i hovedet, som en der faktisk var, ja kendt, af en selv.

”Heeeeej skatter”, lød det så, når René Dif, Prinsesse Alexandra eller Lis Sørensen trådte op til baren. At stå i baggrunden og lytte til en kollega, der tror, hun snakker med en gammel ven, og langsomt går det op for hende – når hjernen begynder at indhente resten af kroppen – at dette faktisk ikke er en person, hun kender, men bare har set mange gange på TV; det er sjovt!

Jeg mødte engang en faldskærmsudspringerinstruktør (eller hvad sådan én nu hedder), som havde løst problemet på en simpel måde. Når gamle kunder kom op til ham for at takke ham for de store oplevelser og den tætte kontakt, de havde følt på hans kurser (og han overhovedet ikke kunne huske, hvem de var), så sagde han ”åh ja, du er da ham i den orange dragt”. For det havde de alle sammen på, når de sprang med ham.

De personer man ikke vidste, man ikke kan huske. Det er nærmest som at blive præsenteret for en gåde. Man kan blive ved med at vende og dreje dette insisterende menneske, og pludseligt vågner man en nat kl. 3 og råber ”Heureka!” Det var da min tandlæge/soldaterkammerat/fætters kones ekssvigersøn!

For tiden er det et ord, der hjemsøger mig. Og ikke ét af den slags, der ligger lige på tungen. Jeg er bange for, at det slet ikke findes. Det er et ord for arbejdsglæde af den bedste slags. Der hvor alting går op i højere enhed, og man efter mange udfordringer og forhindringer når et mål sammen. I filmen om Apollo 13 er der en berømt scene, hvor ingeniørerne på landjorden får til opgave at sætte et firkantet filter på et rundt rør, så CO2-niveauet i rumkapslen kommer under kontrol. Og de helmer ikke, før opgaven er løst. De kan ikke bruge andre ting end dem, der findes om bord, og hvis ikke det lykkes, dør astronauterne.

Den situation, hvor opgaven er løst i fællesskab og resultatet er alt andet end pænt, men det virker. Hvad kalder man det? Er det ikke på mange måder arbejdslivets mening? Er det ikke det, der motiverer os, hvis vi blot en gang har prøvet det? Og hvorfor har vi ikke bedre mål for at skabe det? Hvorfor findes der ikke et kapow-ord for netop dette klimaks, når vi nu har så mange flotte ord for alt muligt andet gejl?

Så det går jeg en del og tænker over for tiden. Meningen med arbejdslivet. Et begreb for at nå et højere resultat via samarbejde på en nytænkende, smart og intelligent facon. Med stolthed, viden og talent som drivkræfter.

Jeg hørte for nylig en designer, som kaldte det ”the smile of my dreams” – mine drømmes smil. Det kommer tæt på. Men ikke tæt nok. Så tænk med, gamle ven. Så kan det ske, vi en dag render ind i hinanden.