Mellemledere lades ofte i stikken

Det er ikke nemt at være mellemleder. Ofte har de utilstrækkelige ressourcer til at løse deres opgaver, de får ikke tilstrækkeligt støtte og sparring fra deres overordnede ledelse, og de mangler ofte klare mål og rammer for deres arbejde.

Mellemlederne i stikken viser ny undersøgelse foretaget af konsulentfirmaet Teglkamp & Co. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Det er blandt konklusionerne fra en nylig afsluttet undersøgelse om lederes udfordringer og vilkår i dag, som konsulentfirmaet Teglkamp & Co i Hillerød har foretaget, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- At lade mellemlederne i stikken er sådan set noget af det dårligste, man kan gøre rent ledelsesmæssigt. Det er mellemlederne, der har det direkte ansvar for at føre visioner og strategier ud i livet og for den daglige ledelse af medarbejderne. Hvis mellemlederne lades i stikken, er der ret stor risiko for, at virksomheden ikke opnår de resultater, som den overordnede ledelse ønsker, siger Susanne Teglkamp.

436 ledere har deltaget i undersøgelsen, der blandt andet også viser, at nye ledere lades alene.

- For at få succes i ledelsesrollen har en helt ny leder selvfølgelig brug for støtte, sparring, coaching og i det hele taget positiv opmærksomhed fra sin nærmeste leder. Det er imidlertid ikke virkeligheden for cirka hver tredje leder med mindre end et års ledererfaring. De føler sig ikke tilstrækkeligt klædt på til at løse ledelsesopgaven, og de kan heller ikke regne med at få støtte og sparring fra deres overordnede ledelse samtidig med, at de heller ikke får klare mål og rammer for deres virke, siger Susanne Teglkamp.

Hos Ledernes Hovedorganisation udviser medlemmerne et stigende behov for råd og vejledning om uddannelse.

- I dag stilles der virkelig store krav til lederne, og vi får flere og flere henvendelser fra medlemmer, som ønsker vejledning til uddannelse og sparring om lederrollen, siger rådgivningschef i Lederens Hovedorganisation Vibeke Skytte.

Hun fortæller, at mange ledere ofte føler sig alene, fordi det er svært at gå nogle steder hen i virksomheden, hvis man vil diskutere ledelse og lederrolle. Af samme grund åbner Ledernes Hovedorganisation på mandag en ny rådgivningslinie, hvor medlemmerne kan få uvildig rådgivning om problemer i lederrollen.

- Vi har ansat nogle erfarne ledere, som allerede fra næste uge skal rådgive vores medlemmer om de her udfordringer, siger Vibeke Skytte. Kilde: Frederiksborg Amts Avis