Marlene Nørgaard: Linket mellem danskerne og bankerne

Marlene Nørgaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

Marlene Nørgaard, 52 år, administrerende direktør i Mybanker

Marlene Nørgaard har siden 1987 været en fast del af den danske finansielle sektor, og siddet på topposter hos blandt andre Nordea, Danske Bank og LD Markets. Siden januar 2019 har hun som topchef hos prissammenligningnsportalen Mybanker været bindeleddet mellem danskerne og finanssektoren og hjulpet private bankkunder med at finde billigere lån og bankforretninger.

Inden skiftet til Mybanker, var Marlene Nørgaard global chef for Private Wealth Management i Danske Bank i syv år – en stilling der ellers historisk har været bestridt af mænd.

Hun er kendt for sit arbejde for at få flere kvinder ind i ledelsen hos danske virksomheder, og har tidligere udtalt til FinansWatch, at den finansielle sektor i Danmark på lederniveau har »ubevidste kønsnormer«.

»Det er ikke noget, man kan klandre nogen for at have, men det er sådan, at så længe 80 pct. af dem, der er ledere, er mænd, så vil det blive en maskuliniseret verden at arbejde i. Og derfor bliver vi nødt til at tale om kønnet og endnu mere om inklusion,« har hun sagt til mediet.

Marlene Nørgaard er fra Skive, men flyttede til København som ung for at dyrke badminton på højt niveau, mens hun gik i gymnasiet.