Marketingkvinde ny chef for milliongevinster

Mette Dyhr er tiltrådt som administrerende direktør for Danske Lotteri Spil. Hovedopgaven er at sikre, at danskerne vil spille Lotto i fremtiden, selv om den nye spillelov åbner for ny gambling.

Hendes liv vil ikke ændre sig nævneværdigt. Ferierne vil dog blive lidt længere, og måske vil nogle af pengene blive brugt på et sommerhus i Italien med egen vinmark.

Sådan svarer Mette Dyhr på det slogan, hun selv er blevet boss for: »Tænk hvis du vandt i Lotto«.

Siden 3. januar har den tidligere marketingdirektør i Synoptik Mette Dyhr som den første kvindelige administrerende direktør i virksomheden Danske Spil kunnet kalde sig lottoboss eller mere formelt administrerende direktør for Danske Lotteri Spil.

Men selv om hun ikke har de store planer, hvis hun selv vandt den helt store Lotto- gevinst, så har hun til gengæld planer for virksomheden, så andre fortsat vil købe lotto- kuponer, også når der med den nye danske spillelov bliver flere lokkende spillemuligheder for danskerne.

Folketinget vedtog sidste år en delvis liberalisering af den danske spillelov, som blandt andet skal være med til at åbne det danske spillemarked for udenlandske spilleaktører, og dermed mister Danske Spil sit monopol. Danske Spil har derfor valgt at opdele virksomheden i to selvstændige divisioner med hvert deres område.

Division med poker

Det ene er Danske Licens Spil, som dækker over blandt andet fremtidigt pokerspil i Danske Spil-regi, hvor tidligere direktør hos Dansk Reklame Film Jens Aaløse er ansat som administrerende direktør, mens Mette Dyhr skal være administrerende direktør for den anden – og største – division, Danske Lotteri Spil, som udgør 70 procent af Danske Spils samlede omsætning.

Det drejer sig blandt andet om lotto og skrabekort, som Danske Spil fortsat ifølge den nye lov vil have monopol på. Loven er dog ikke trådt i kraft endnu, da der blev sendt indsigelser til EU mod den nye lov, som beskyldes for at give ulovlige skattefordele til onlinekasinoer.

Men det ændrer ikke ved, at Mette Dyhr vil gøre virksomheden klar til at tackle de nye udfordringer, når der kommer flere spillemuligheder til danskerne.

Vinder af kampagnepris

»Vi vil blandt andet kigge på vores positionering og undersøge, hvad det er for en glød og drøm, Lotto tænder hos forbrugerne, så vi kan opretholde vores plads på markedet,« siger den nye Lotto-boss, som derudfra vil overveje, hvordan Dansk Lotteri Spil rammer kunderne bedst.

Mette Dyhr har gennem sin karriere arbejdet med marketing. Senest to år som marketingdirektør hos Synoptik, men inden da var hun i ti år marketingchef hos Irma, hvor hun var med til at udbrede den københavnske dagligvarebutik i Aarhus og Odense. Derudover var det hende, som havde hovedansvaret for, at Irma vandt en pris for bedste annoncekampagne.

Det var også i sin tid i Irma, at Mette Dyhr fik øjnene op for madlavning. Inden hun begyndte i fødevarekæden, kunne hun kun to madopskrifter, men siden blev antallet udvidet, og i fritiden elsker hun nu at lave mad til venner og familie.

Vil gøre en forskel

Det var ikke planen med et jobskifte fra nytår. Men stillingen som administrerende direktør for Danske Lotteri Spil betegner Mette Dyhr som en drømmestilling, hun ikke kunne sige nej til.

Tidligere har hun kun haft ansvar for marketingsafdelingen, hvor hun har arbejdet, men nu skal hun have det overordnede ansvar – og den udfordring føler Mette Dyhr sig klar til. Samtidig mener hun at kunne gøre en forskel i det nye job, hvilket er afgørende for hende.

»Jeg drives ikke bare af at skabe resultater for at få en større bundlinje. Det bliver ensidigt i længden. Derimod bliver jeg engageret, når jeg kan gøre en forskel,« fortæller Mette Dyhr og forklarer, at forskellen ved Danske Spil ligger i, at virksomheden årligt betaler overskuddet på 1,5 milliarder kroner tilbage til samfundet i form af tipsmidler til gode formål.

Det med at brænde for sit job er ikke bare noget, Mette Dyhr selv fortæller om.

Hendes engagement og arbejdsomhed går igen i karakteristikken af hende hos flere tidligere kolleger, som også beskriver hende som en person, der skaber energi og har en smittende humor.

Selv om marketing godt kan være en kreativ størrelse, er Mette Dyhr altid gået analytisk til værks og har haft struktur på tingene.

Den nye lotto-chef skal dog ifølge tidligere kolleger lære at være lidt mere fleksibel i nogle situationer, for man kan ikke altid forvente, at andre mennesker kan levere på samme høje niveau som en selv, lyder rådet til den nye lotto-direktør.