Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den øverste marketingboss i de store virksomheder får ekstra stjerner på skuldrene. I takt med at den digitale verden gør sit buldrende indtog, bliver rollen for marketingchefen stadig vigtigere, og han eller hun er på vej til at rykke helt op i toppen af hierarkiet i virksomhederne.
Sådan lyder det fra headhunter Kai Hammerich i forbindelse med, at Berlingske Business i samarbejde med Agillic og SAS Institute om to uger kårer årets Chief Marketing Officer, CMO.
Kai Hammerich er managing partner i den danske afdeling af den internationale headhuntervirksomhed Korn Ferry og har lavet interview med hver af de fem nominerede til at blive udnævnt til årets CMO.
Han understreger, at den øverste person for marketing altid har haft en central rolle i virksomhederne, men den har forandret sig og er blevet endnu mere afgørende for virksomhedernes konkurrencekraft.
»Rollen som CMO har ændret sig dramatisk, og det er primært på grund af det digitale. Marketing er gået fra at være et område, der hjalp virksomhederne med at drive forretningen til at være en central del af den måde, man leverer sine produkter og serviceres på,« siger Kai Hammerich.
»Det andet er, at marketing skaber en direkte forbindelse mellem kunderne og virksomhederne. Det betyder, at man kan få en bunke informationer via det digitale og bruge dem til at blive mere effektiv. Virksomhederne konkurrerer på, hvem der hurtigst bliver mest effektiv. Det er big data, og det handler om at analysere kundernes behov her og nu,« siger Kai Hammerich.
Kontakt til kunderne
Begge dele har betydet, at CMO er kommet med i det øverste ledelseslag og rapporterer direkte til den administrerende direktør. Herudover smelter marketingafdelingerne og salgsafdelingerne i stigende grad sammen.
»Marketing har fået en meget mere strategisk rolle. Afdelingen sidder med de direkte kontaktpunkter til kunderne og er ofte også blevet ansvarlig for det digitale salg. I rene online-virksomheder er det ofte marketingafdelingen, som direkte har ansvaret for omsætningen. Men det er klart, at det varierer fra virksomhed til virksomhed,« siger Kai Hammerich.